Give-away med bonusgaver

Jeg har ombestemt mig. Det sker af og til... Tidligere har jeg i mine give-aways ikke givet lodder for at være fast læser, fordi mine læsere skal læse med af lyst, ikke for at få lodder. Nu har jeg så ombesluttet, at jeg faktisk gerne vil ha flere læsere. Jeg syns nemlig jeg skriver glimtvis begavede og tankevækkende indlæg, og det bør flere læsere ha mulighed for at opdage ;-) Så nu kører jeg lige en enkelt give-away efter de gode klassiske regler:
1 lod for kommentar
1+1=2 lodder for kommentar + fast læser (også hvis du er det i forvejen)
1+1+1=3 lodder for kommentar + fast læser + link på din blog.
Jeg lover tilgengæld at smide flere gaver i puljen, jo flere faste læsere der kobler sig på. Så lige nu er der altså 1 gevinst på højkant til 1 heldig vinder. Når/hvis jeg når op på 175 faste læsere inden fristen smider jeg en gave mere i, så to kan være heldige at vinde... og sku jeg nå op på mere end 200 faste læsere ryger der en gave mere på læsset. Give-away´en trækkes den 31. marts om aftenen... Første gave er bogen "Idérig indretning" af Julie Vöge. Masser af øjeguf-billeder og gode fifs og opskrifter på fine møbler o.lign. til hjemmet.

Godt familien sover middagslur...

... når mor går rundt og ser sådan her ud!

Noget om at bo i et randområde...

Jeg er netop nu i færd med et undervisningsprojekt i samfundsfag om udkantsdanmark. Inspirationen har jeg fået fra viden.jp.dk/undervisning - mange gode links og også skræmmende læsning, når man pludselig kan se at man bor i en af de sorte klatter på Danmarkskortet. Jeg bor angiveligt i "et pendlingsopland til en by med mindre end 20.000 indbyggere og med langt til nærmeste storby"... Lyder så trøstesløst og en lille smule uddødt&affolket. Sådan syns jeg jo ikke Grenå er... Men alligevel: Sygehuset lukker ned... I den fjerne ende af gågaden breder butiksdøden sig... De store fabrikker lukker og folk går arbejdsløse...
Tomme, forfaldne huse har vi ikke så meget af - men liggetider hos ejendomsmæglerne kan da godt være flere ÅR!
Vagtlægen bor i Randers, 60 km herfra - og hvis ungerne kommer til skade, skal de sørge for at det sker inden kl. 15, for ellers er "nærmeste" skadestue osse 60 km væk. Meget mærkeligt, når man har været vant til at kunne GÅ over på Riget, når man skulle føde o.lign... Men osse lærerigt. For mig er udkantsdanmark ikke længere en fjern fiktion. Det er her mit liv er nu - og det har både fordele og ulemper...

Kære Søren...

Jeg vil gerne henlede din opmærksomhed på, at jeg nu syns jeg har gjort mig fortjent til at få mit "assimilations-bevis". Jeg har VIRKELIG gjort hvad jeg kunne for at blive nøjagtig som en af de indfødte, i det nye "land" jeg for snart 3 år siden kom til. Jeg har f.eks. prøvet at deltage i de lokale højtider: kræmmermarked, halbal og Tupperware Homeparties (altså, d.v.s. jeg er blevet INVITERET til Tupperware-parties, men har DESVÆRRE ikke kunnet deltage de gange det var! Men jeg er frisk næste gang der kommer en invitation, det lover jeg!)
Jeg har virkelig gjort hvad jeg kunne for at lære de indfødtes sprog, og synes osse det går ret godt - jeg er da blandt andet blevet spurgt om jeg virkelig ikke ER jyde, så det er vist lykkedes ret fint at aflægge mit tidligere modersmål, københavnsk. Det er osse ret vigtigt for at blive accepteret af de lokale, har jeg hørt. Så nu siger jeg "sårt, fjårten og jårdbær" lisså tit jeg kan komme til det!
Og jeg har skam gjort mere end det: min bil har fået hængertræk (jeg HAR osse lært nu at det altså hedder hængertræk og IKKE jydekrog) og mine børn går i jysk skole og til fodbold i den lokale klub. Og jeg véd nu, at her i Jylland hilser vi altså på kassedamen/manden i Netto, i stedet for gensidigt at lade som om den anden er luft. Men en ting, kære Søren, har jeg lidt svært ved at forlige mig med: den lokale madkultur! Pølsemix KAN jeg simpelthen ikke få ned! Tror du det går alligevel? Jeg LOVER at jeg nok skal prøve at blive endnu bedre integre... Nånej, ASSIMILERET!
Så TAK kære Søren: jeg ER så glad for de har overladt taburetten til dig og at du sagde ja! Med hende den anden vidste man lissom ikke rigtig om man var inde i varmen, eller om man skulle forberede sig på at være statsløs for altid!

Fatness - eller mere om at elske sine deller...

Jeg brygger videre i mit hoved på mit foredragsprojekt om at kunne rumme sig selv - ligegyldig hvor "rummelig" man er ;-)
Jeg har "afsat" foredraget til en af vores pige-klasser på 10. Klasse Centret, og er meget spændt på hvordan de vil ta imod det. Det er smadder-svært at vurdere hvor personligt det kan/må være - og stadig være relevant som andet end et identitetsprojekt for mig selv. Jeg er f.eks. meget i tvivl om, om de følelser af ikke at være go nok og de oplevelser jeg har af f.eks. besøg hos sundhedsplejersker, diætister o.lign. bare er oplevelser JEG har haft - eller om andre også har haft den følelse af at stå dér, og få det store stempel "For Fed - ForKert!" Jeg tror det jo ikke, men er samtidig meget opmærksom på at holde balancen mellem privat og personligt.
Jeg har en pige på skolen, som døjer meget med selvværd p.g.a. sin overvægt. Som eksempel ville hun ikke komme på den lokale Handelsskole, hvor vi havde et undervisningsprojekt i 6 uger i løbet af året. Hun kunne ikke li at være der, fordi de andre kiggede på hende - fordi hun var tyk! Jeg véd ikke om det var sådan - men hun OPLEVEDE at det var sådan, og så kan man jo som voksen stå og snakke solen sort om, at det må hun ikke la sig bremse af - bla-bla-bla!!!
Er verden virkelig sådan som hun så den? Ja, det tror jeg på mange måder den er. Men hvis det skal ændres (og det syns jeg da det skal!), kræver det altså noget spotlight på dé problematikker der handler om størrelse og diskrimination p.g.a. størrelse. Det siges, at smukke kvinder (og mænd?!?) går lettere gennem tilværelsen - fordi de er "ofre" for positiv særbehandling. Det er jeg ikke sikker på jeg syns er OK!!! Men samtidig kan jeg også mærke min egen indre taksator, der ser på andres kroppe og måler dem i forhold til min. "ØJ, HENDE dér er i hvert fald tykkere end mig!" Eller "Altså, hvis JEG var hende ville jeg IKKE gå i det tøj - det er da vildt uklædeligt når hun har den facon hun har!"
Jeg må starte med mig selv - jeg må se på hvorfor JEG har så stort behov for at kategorisere efter størrelse og udseende - og prøve at belyse mine pointer v.hj.a. mine egne rigide fordomme... Det er en spændende proces jeg har kastet mig ud i!

Lighed?!?

Faldt lige over denne i en kommentar hos Puk-med-den-blærede-kvindetegns-t-shirt ;-)
Stof til eftertanke, selvom 8. marts er ovre for i år! (og så elsker jeg Dame Judys stemme (og hvis jeg husker forkert, og hun ikke allerede ER Dame, så burde hun være det!))

Slut fred med dit flæsk

... er arbejdstitlen på et foredrag jeg går og summer over. Jeg syns efterhånden jeg har så mange års erfaring med kropsfiksering, manglende selvværd, div. slankeprojekter at jeg gerne vil UD med det. Så her for tiden går jeg og tænker, at en af måderne ku være at begynde at holde foredrag om temaet vægt, kropsidealer og om at finde sin egen vej i slanke-junglen... om hvordan man kommer videre fra selvhad til selvaccept. Ikke fordi jeg er fortaler for at man skal slippe tøjlerne på sin krop og lade stå til i et orgie af chokolade og chips - men fordi jeg seriøst mener at der MÅ være en anden vej end den, at vi alle skal ligne hinanden og ha samme dimensioner. Jeg ved godt at jeg slet, slet ikke er på forkant her - men efterhånden er der så meget refleksion og viden i mit hoved om temaet, at jeg gerne vil gi videre af mine personlige erfaringer og holdninger.
MEN: hvordan er det liiige man blir foredragsholder hvis man hverken er ekspert eller kändis??? (nåja, og måske vidste I ikke at jeg ikke er nogen af delene ;-)). Laver man et fremstød på sin blog, som normalt handler om ALT muligt andet? Laver man en folder og rundsender til div. biblioteker? Starter man i det meget små og laver et foredrag på sit arbejde for alle de 16-årige tøser der går rundt og har det skidt med sig selv og tror de er tykke, grimme og u-elskelige. HJÆLP, alle I kloge damer!!! HVORDAN skal jeg gøre opmærksom på min idé?