søndag den 15. august 2010

10 ting om mig


Jeg er blevet tagget af Frk Sannemand i den dér sjove leg, hvor man skal fortælle 10 ting om sig selv og vist nok osse vise et billede I ikke har set før. Samtidig skal man tagge videre, men jeg har altså mistet lidt overblik over hvem der ikke har været ramt af pilen endnu - men forsøger mig m. Heidi Æblekinder, Eva Musses-hverdag og Hulebos Hulemor - grib stafetten hvis I har lyst og tid, ik?
Billedet var nemt at vælge - jeg er nemlig bedst til at se sjov og fjollet ud (og elsker det osse!) Det er fra en fest på mit arbejde sidste år, hvor vi kolleger havde cirkustema - og naturligvis lavede ballon-"dyr" - behøver jeg sige at der er mange sjove billeder fra den fest???

10 ting du ikke vidste om mig...
1) Jeg er genert og udadvendt på en og samme tid - men det har taget lang tid m. det sidste, og da jeg var barn gemte jeg mig engang under et bord da vi sku ha gæster, for at undgå at sku være "på". Hvorfor jeg så liiiige har valgt det job jeg har er lidt en gåde...
2) Min mand og jeg har snart været gift i 10 år - og jeg syns ikke jeg er blevet en dag ældre siden vi mødtes og snavede på Rytme Hans
3) Jeg savner mit lille kolonihavehus, som vi boede i om sommeren da vi endnu var i København. Det var sort med hvide vinduer, bygget af div. genbrugsvinduer og -døre og meget, meget yndigt - mit favorithus (sådan lidt Pippi-skævt - lige mig!) Jeg kan næsten tude lidt over det en gang imellem... Snøft!
4) Jeg er super-sart m. mit hår - og har ENDELIG fundet en frisør som ka klippe mig så jeg går lykkelig derfra hver gang og gladeligt slipper slanterne
5) Jeg er dårlig til at huske at ringe til mine veninder - og er altid mest til stede i de nære netværk (naboer, kolleger, venner der bor tæt på). Jeg punker mig selv med det, men det blir ved med at være sådan.
6) Jeg har svært ved ikke at tale grimt til den halvgamle, småfede ko jeg ser i spejlet hver dag - men jeg ville så gerne rose hende og gi hende komplimenter for hendes skønhed i stedet!!!
7) Mine forældre er øko-Steiner-flippere (Hej Mor :-)) og jeg voksede op med linsefrikadeller, EG-råsilkekjoler og uden fjernsyn. Jeg har osse en flippet åre, men mine børn ser en del fjernsyn, får tøj fra Hø og Møg, spiser slik og drikker sodavand og blir ganske almindelige folkeskolebørn (selvom jeg ofte har overvejet at lave en Helle Thorning på dem...)
8) Jeg syns mænd har fantastisk humor - og at kvinder generelt er for dårlige til at grine af sig selv! Til gengæld syns jeg mænd er elendige til at kommunikere og kvinder er fantastiske til at bakke hinanden op og vise empati!
9) Jeg lærer ALDRIG at forstå min mand - ALDRIG! Heldigvis er det jo meget frisættende - så behøver jeg lissom heller ikke selv prøve at opføre mig forståeligt!!!
10) Jeg elsker romantik a la Jane Austen og vil giftes med Mr. Darcy når jeg blir stor! Jeg ku være SÅ sej til at leve på et kæmpe gods i 1700-tallet!!!

lørdag den 14. august 2010

stilhed på bloggen


Jeg får ikke skrevet ret meget for tiden - hverken egne indlæg eller kommentarer på jeres. Men tak til jer der hænger på endnu - det er ikke pga kriser el. lign. at jeg er så ustabil - mit hoved er bare så fyldt m. nye elever, nye skemaer og nye arbejdsformer. Hvert år er nyt hos os - og de første arbejdsuger er derfor hektiske (på den gode måde) - og når jeg kommer hjem har jeg bare brug for at ta hovedet af og lave ingenting (hvilket i min verden betyder at se halvdårligt fjernsyn...) Men jeg er her endnu - og håber snart at ha overskud til projekter og bloggeri... Jeg har osse lige en give-away 2.præmie der skal gøres færdig til at komme ud af døren - bare rolig, Louise, du er ikke glemt!!!

* billedet er lånt her: http://www.dr.dk/P2/Bolero/Tema/Stilhed%20i%20musikken/index.htm

mandag den 9. august 2010

Av mit hoved...

Jeg har ondt i hovedet - en kombi af druk og en tand der er ganske hulet ud af "Kario og Tobaktus" (-ja, det hedder de altså her i huset!!!). Hullet i tanden er delvist selvforskyldt (det ka godt være jeg er go til at børste tænder - men jeg er faneme dårlig til at bruge tandtråd - og huske at gå regelmæssigt til tandlægen, så begyndende huller kan blive påpeget og få lidt omsorg i tide...)
Druk-hovedpinen er så helt og aldeles selvforskyldt - vi var til et dejlig-dejligt bryllup i lørdags - sådan én af den slags fester, hvor ALT bare er i orden og klapper. Vejret var perfekt. Bruden lignede en drøm. Maden var i top-restaurant-klasse og serveringen munter og professionel. Selskabet var SÅ hyggeligt - dejlige bordherrer og -damer, der interesserede sig for det samme som os - så snakken gik lystigt hele aftenen. Super-dygtigt band. Masser af danseglade mennesker. God vin og øl og somersby og drinks og champagne og "nasti" - deraf hovedpinen!!! Vi var hjemme ca. 3.30 - og i går hjalp vi så det nyslåede ægtepar (som er nogle dejlige nabovenner) med oprydning og nedtagning af telt... så de sidste par dage har timerne i den grad fået ben at gå på.
Nå, men derfor værker hovedet lidt i dag. Og tanden skal heldigvis ordnes på torsdag... så håber jeg sandelig hovedpinen letter sådan lidt mere permanent!

onsdag den 4. august 2010

Sidste feriedag... sådan da...

Jeg arbejder hjemme idag - forbereder mig på at hverdagen starter for alvor i morgen, hvor jeg skal stå på 10. klasse Centeret kl. 8.00 m. tasken pakket til to hyggelige og arbejdsomme kursusdage med kollegerne. Det er den perfekte opstart - vi får snakket os sammen igen, lært nyt og udviklet endnu mere fælles fodslaw - I like! Så i dag læser jeg nye faghæfter og program for vores kursus og prøver at komme op i arbejdsgear igen...
Jeg hører faktisk til dem, der indrømmer at vi lærere har arbejdsmæssige privilegier:
1) lang sommerferie - JA, DET HAR VI - hvis vi ellers selv kan holde snitterne fra arbejdsmailen og den skønne, forjættende faglitteratur...
2) Af og til kortere arbejdsdage end de klassiske 8-16 - til gengæld af og til osse væsentlig længere, med møder, arrangementer eller forberedelse...
3) Fleksibilitet i arbejdet - jeg kan ofte gå tidligt hjem, og så bruge aftenen på forberedelse, i stedet for at SKULLE sidde på jobbet til et vist klokkeslæt...
4) OK løn, sammenlignet med andre lav-status-jobs (for: Let´s face it - der er ikke meget wauw-faktor over lærerjobbet - i gamle dage var det et kald m. respekt og ærefrygt omkring - nu er det vist ikke helt det samme, vel?!?). Jeg blir ikke overbetalt for min indsats, men heller ikke det modsatte.
TIL GENGÆLD gider jeg så SLET IKKE høre på dem, der mener at vi lærere ikke laver noget for vores penge, bare krydrer røv og underviser i det samme tørre, støvede stof år efter år efter år - når vi altså ikke sidder derhjemme på vores flade og holder ferie eller "forbereder os" i det uendelige... NU HOLDER I KÆFT med den gamle, forstokkede fordom, tak! Jeg har en 37 timers arbejdsuge lissom alle andre - i gennemsnit, vel at mærke. Det vil sige, at i alle de uger jeg arbejder, arbejder jeg faktisk MERE end 37 timer - og det kan godt mærkes, sku jeg hilse og sige. Det er ikke uforståeligt, at en del lærere bukker under for stress og arbejdspres, med de mangeartede krav og forventninger fra alle sider - ledelse, elever, forældre, politikere o.s.v. Tillige er lærerjobbet i øvrigt et af de jobs, hvor mange tror at de ved meget bedre end os hvordan vi skal undervise og (ud)danne - men hallo - man blir altså ikke ekspert i læring, undervisning og pædagogik, fordi man selv gik i skole engang da Ruder Konge var knægt. Nå, nu blev jeg lige lidt gal - men det her sku jo være et positivt, muntert indlæg (sorry - jeg har en kæphest, og den SPRANG lige af stalden dér!)
Så bottom line: jeg klager faktisk ikke (men nu har jeg jo osse lige afholdt den dejlige, lange, stressfrie sommerferie uden elever og forældre der haler i mig, og nødvendige arbejdsopgaver der ligger bunket oven på andre presserende arbejdsopgaver, der ligger på toppen af en hel stak af meget, meget vigtige arbejdsopgaver som skal løses HER-OG-NU - spørg mig igen om 14 dage, når de 130 nye unge er landet og fylder hele centret m. usikker spørgen og munter larm og udfordringer og glæder og sorger... så er jeg ør i hovedet, og klager måske en smule ;-))
Jeg er så heldig at have Danmarks Bedste Arbejdsplads - ja, det er jeg ikke bleg for at sige, og hvis du mener din er bedre, er jeg frisk på en hurtig battle ;-) Jeg har nemlig de bedste, klogeste, rareste, særeste, muntreste, mildeste, skrappeste, og mest snakkesagelige kolleger i landet - og den mest kompetente ledelses-duo + tålmodige skolesekretær oveni hatten - min sjæl, hvad vil du mer´!!!
Kom bare an, hverdag - jeg er klar!!!

tirsdag den 3. august 2010

om at tro man vil nå en hel masse...

I år troede jeg, at jeg i min sommerferie ville nå at:
* Luge haven, så alle bedene stod snorlige og m. sort jord mellem stauderne
* Male panelerne og væggene i vores gang - det hele bærer præg af en ombygning der for længst er færdig
* Rydde op i mit stof, så syværelset ikke ligner at Stof&Stil og alle genbrugsbikse har kastet op på gulvet
* Læse mange lange bøger
* Rydde op i det skab, hvor alt hvad vi ikke ved hvor vi skal gøre af ryger ind - og nu kan der ikke være mere...
* Løbe mine 4 km ture hver anden dag
* Og meget, meget mere...

Jeg nåede ikke rigtig noget af dét - men en masse alt muligt andet dejligt...
Nu er jeg så sådan indrettet, at jeg sagtens ku begynde at punke mig selv m. ALT det jeg ikke nåede... men i år tror jeg at jeg vil nyde alt det jeg nåede i stedet:

* Sy en masse dejlige tørglæder og nogle hatte
* Slappe af med dejlige dameblade på sofaen i syværelset - uden rigtig at se rodet
* Være i Berlin m. familien
* Være i sommerhus med dejlige venner
* Besøge min gamle mormor, som jeg ikke ser ret tit - og hun blev glad for at se sine oldebørn
* Være sammen med mine forældre - både hos os, i Odense og hos dem
* Have besøg af gode venner, som vi desværre ser for sjældent
* Nyde haven uden at luge - og acceptere at jeg er den lykkelige ejer af ungefär 1400 kvm snerle-bed
* Strand-zumba 2 gange i bagende, svedig varme m. glade damer der rystede røv så det stod efter!
* Loppeshoppe i rigt mål

Tænk - ALT DET har jeg nået - og da der stadig er 1½ feriedag tilbage, kan det være jeg når endnu mere!!! (Oprydning i skabet står øverst på min liste nu... måske når jeg det faktisk!) Her kan du se lidt af mit krudt-og-ukrudt fra haven...

mandag den 2. august 2010

Give-away m. sommerstemning - VINDERNE ER FUNDET!

Så fik jeg skrevet små lapper, klippet, foldet - og trukket lod. Da jeg var både træt og doven i lodtrækningsøjeblikket, har jeg ikke sørget for billeddokumentation - men min søde veninde Signe sad ved siden af, og overvågede at alt gik rigtigt til ;-)
Vinderen af Tørglædet (1. præmien) blev: Karina, med Viggehønens Tankeblog
2.præmievinderen (EG-hatten) blev Louise, som lagde den allersidste kommentar på min giveaway inden lodtrækningsøjeblikket... Louise, du er svær at finde, for når jeg klikker på dit navn kommer der ingen profil frem. Hjælp - hvad gør jeg for at finde dig? Håber du ser dette indlæg og kommer frit frem ;-)
Til alle jer andre: tusind tak fordi I var med, og for de mange søde kommentarer I lagde. Ha en go dag derude!

søndag den 1. august 2010

Berlin i mit hjerte #2


Jeg har jo lovet lidt Berlin-indlæg - både fordi nogen måske ku ha glæde af dem, men osse fordi jeg ikke ka la vær!
Butikken du her kan se et billede af (den hedder Tukadu) er den ULTIMATIVE perle-butik! De har alt - som i ALT - i perler af alle mulige forskellige slags. Hæklede jordbær-perler, madonna-decoupage-perler, grise-perler, cupcakes-perler, babushka-perler og meget, meget, meget mer... Alt er lagt i charmerende gamle sætterkasse-lignende træ-æsker i den skønneste farveorden, og hele butikken er indrettet som en farve-kitsch-eksplosion m. lysekroner, kronhjorte, paddehatte og fantastiske smykker overalt. De har osse en net-shop, som jeg endnu kun løst har tjekket ud - Tukadu.com.
I Berlin ligger Tukadu to steder - TUKADU® am Hackeschen Markt i Rosenthaler Str. 46/47 (MITTE) og TUKADU® am Kollwitzplatz, Kollwitzstrasse 72 (PRENZLAUER BERG). Det var den sidste jeg besøgte - desværre må man ikke ta billeder (men jeg var lidt turist-dum, så jeg spurgte om jeg måtte, og derfor fik jeg lov at ta et enkelt), og billedet her kan slet ikke rumme hvor skønt et sted det var! (Men på hjemmesiden er der labre fotos der viser både udvalg og stemning rigtig godt!)
Priser? jeg syns mange af tingene var pebrede - men købte selv en lille plastikbroche m. en lille gnom på en paddehat til 2 Euro - og DET er i hvert fald billigt.