feedback i blogland - er det virkelig nødvendigt???

I går læste jeg et interessant indlæg hos hende her. Et indlæg om den læsværdige blog - og hvad der skaber den. Jeg prøvede at skrive et fornuftigt svar, men da jeg samtidig var prøvevagt ved en dansk-eksamen, gik det lidt op i hat og briller og hjælp til elever :-)
Men jeg har tænkt videre, og vil egentlig gerne give mit eget bud på hvad JEG læser og hvad der er "Den Gode Blog", set m. mine glasøjne:
Jeg læser med hos mange af jer, og nyder det af nærmest lisså mange forskellige grunde. Der er bloggere der altid har inspirerende nye kreative idéer og formidler dem så man mærker en ægte, sprællevende kreativ sjæl bagved. Disse blogge suger jeg til mig - også p.g.a. en berusende billed-side. Jeg lader mig inspirere og styrter selv til symaskinen.
Andre blogs får mig til at græde - af medfølelse og -levelse. Jeg føler jeg sidder overfor kære, gamle venner, der trækkes med sorg, tab, depression eller bare almindelige livs-knuder: en travl hverdag m. familie, arbejde, aktiviteter - og tanker om livets mening. Her får jeg reflekteret - med hjælp fra jer - over mine egne valg og værdier. Her får jeg inspiration til at skifte spor.
Nogle bloggere får mig til at grine - altid og nærmest på kommando. Jeg ælsker finurligt sprog og skæve øjne på hverdagen - og det er der rigtig mange af jer der har. Det kan være gengivelser af egne bommerter, børnenes sjove kommentarer og husdyrenes eller mændenes gøren og laden. Her fodres min indre skrald-grinebider - og også her føler jeg mig i selskab med gamle venner.
Tit læser jeg med uden at have tid til at formulere en kommentar. Og det er jeg egentlig lidt ærgerlig over, for jeg ved jo af egen erfaring hvor væsentlig feedback er i blogland. Jeg tjekker selv mine indlæg igen og igen, for at se om kommentartælleren er gået op. Jeg nyder jeres kommentarer, både de hurtige, de kærlige og de morsomme. Kommentarerne giver liv til en blog, og kan også lede videre - når jeg læser et indlæg hos en af jer, og derefter læser kommentarerne, må jeg tit liiiiige se hvem der skrev det - og det leder videre ud til nye, skønne blogs. Hurra! På den ene side kan jeg være trist når et indlæg ikke giver mange kommentarer, på den anden side kan jeg være lidt lettet - for jeg syns tit kommentarerne kræver opfølgning, og det er her min tid og overskud ikke slår til p.t.
En blog former sig i et samspil, syns jeg. Samspil mellem blog-ejeren og læserne. Både de synlige og usynlige, faktisk. Dem der kommenterer og er på banen giver jo næring til at fokus på bloggen kan flytte sig og typen af indlæg bevæge sig i nye retninger. Men hos mig er der da osse usynlige læsere - både kendte og ukendte. Jeg véd jo at flere af mine kolleger, venner og min mor læser med - uden at lægge kommentarer. Men alligevel er de medspillere på bloggen, for nogen gange er der jo hints til dem i et indlæg. Små indforståede blink til dem: "Hej, jeg ved du læser med - den her er til dig!"
Konklusionen på min overskrift er ikke entydig - feedback er rar, men måske kan en blog leve uden, hvis den osse samtidig er min egen kommunikation om mig selv - med mig selv og min nære omverden?

søndag m. høj sol...

billedet er lånt hos bornholmsmuseum.dk
... og vi har da allerede været oppe længe! Ungerne vågner konsekvent 6.15 lige meget om vi tysser eller truer eller be´r. Og når solen står én lige ind i bærret (der mangler gardiner i soveværelset - på 5. måned, men nu SKAL det altså snart være!) er man tilbøjelig til at syns det er rart at kunne vakle ned af trappen før fanden har fået sko på - og sætte gang i en gang kaffe og TV-morgenhår.
Nå, men jeg tænkte jeg lige ville up-date lidt på en masse løst og fast:
Vejret og mine løbeture hjælper helt vildt på humøret. Jeg kommer afsted på en go 4-kilometer, prustende og stønnende, i en kombination af luntetrav, åndeløst løb og tungt-åndende gang, hver anden dag. Det gælder om at holde fast i beslutningen om at det SKAL være hver anden dag - hvis jeg laver sådan nogen "bare 4 kilometer 3 gange om ugen"-aftaler med mig selv, ender det altid m. en umulig 12-kilometer søndag aften kl. 21.00. Og den ved vi jo godt ikke holder en meter!
Jeg har smidt et kilos penge - uden de helt store afsavn. Jeg er holdt op med at spise chokolade HVER AFTEN (ja, det er sgu da osse en uvane der vil noget!) og ellers prøver jeg at tænke lidt mere frugt, grønt og fibre ind i den daglige kost. Jeg duer ikke til kostfanatisme - så får jeg så ondt af mig selv, og det er den sikre vej til a falde i kage-choko-fælden.
På jobbet er der lidt ro den næste uges tid - hårdt tiltrængt. I den forløbne uge, siden vi kom hjem fra Berlin-studieturen, er det gået slag i slag med møder, prøve-trækninger og opstart af prøveforberedelser. Der er altid lige lidt ændringer i prøvevejledninger og udformning, så der er meget ny info der skal kaperes. Ikke let, med en hjerne der er optaget af at tænke intenst over meningen med livet!
I eftermiddag kommer mine forældre fra Sjælland - de sidder gerne 8 timer i en bus for at besøge os en enkelt eftermiddag. Vi glæder os til at vise dem høns, katte, nyt bad, renoveret køkken, færdige soveværelser etc. Min mor, der stadig som 65-årig arbejder, har ikke været her i 8 måneder - min far kommer lidt oftere, da han lettere kan passe det ind i sin pensionist-kalender. Håber vejret holder så kaffen kan komme med i haven!
Nåja, til sidst har jeg lige et lille reklame-spot for jer der måske sætter Berlin på rejse-planen her i sommer:

Denne skønne lille butik har en hjemmeside, der desværre ikke rummer alle de fantastiske varer den fysiske butik gør. Jeg købte gaver for ingen penge til mine børn - og en flue-svamps-ringeklokke til min egen cykel. Det er kitsch og guf når det er bedst, og jeg anbefaler den varmt.

Den ligger i et skønt kvarter m. dejlige caféer og et fantastisk "Christiania-besætter-undergrunds-galleri hvor hashtågerne ligger tungt i den sandbestrøede gårdhave" lige om hjørnet.


Så, nu fik du lige to gode steder at besøge når Turen går til Berlin. Jeg trækker i hvert fald mand og børn med begge steder til sommer!

For alvor!

Jeg leder efter forklaringer på min egen sære stemning for tiden - prøver at lave lidt selv-analyse, faktisk.
Jeg kan godt mærke at jeg står lidt i et vadested - at jeg er nødt til at træffe nogle nye beslutninger om mit liv, både indadtil og udadtil. På det indre plan handler det om åndedræt og mærke-efter - føle om ting er rigtige eller ej. Jeg har altid været et intuitivt menneske - men har ikke altid lyttet til mine egne intuitioner og taget dem alvorligt - det er dét jeg prøver at lave om på nu (det sidste, altså!). Samtidig handler det om at se på hvor jeg bruger min energi - de sidste to år, efter vi rykkede fra København, har jeg investeret utrolig meget energi udadtil: på job, kolleger, nye naboer, relationer, integration... Alt er gået op i projekter: jobskifte (for både Kasper og mig - Kasper endda to gange!), ombygning (ombygning, ombygning og mer ombygning), skolevalg, institutionsvalg... Nu handler det om at sætte familien i første række, og se på mig selv i den forbindelse: Er jeg den mor jeg gerne vil være? Er jeg en positiv rollemodel for mine børn, eller er jeg en træt gammel kone der har investeret al energi på arbejdet? Er jeg en god kæreste for min mand - eller har jeg glemt at lytte til og mærke ham?
På det ydre plan handler det om at lukke sommerfuglen ud af puppen - tage min ømme, trætte, "gamle" krop alvorligt og gøre den stærkere og sundere. Løbeturene er én af virkemidlerne - i dag skal jeg ud på min 3. 4-kilometer på en uge, og jeg kan mærke at jeg ikke engang prøver at finde på alle mulige undskyldninger for at blive hjemme på sofaen, for det SKAL jeg bare. Og jeg har endda lyst til det! Jeg kigger osse kritisk på min kost - ikke for at sætte stramme rammer, men for at mærke efter om jeg VIRKELIG har lyst til det ekstra stykke kage - og om det VIRKELIG er bedst for mig at ta det. Det er ikke så svært - det handler om at kigge på hvilke huller det ekstra stykke kage fylder - det er jo aldrig sult-huller, men mere trang-huller ("Det skal jeg da ha´!").
Resultaterne er indtil videre gode - humøret er på vej op og vægten på vej lidt ned. Det sidste er ikke det vigtigste, men selvfølgelig en dejlig bonus.

Kontraster

Jeg har aldrig, så vidt jeg da kan huske, tidligere oplevet at være SÅ berørt af en rejse. Så tryllebundet af et sted, at jeg næsten ikke kan komme hjem igen. Så grebet af en storby, at jeg nærmest er parat til at skifte min Lilleby ud med den... Det er sådan det må føles at være i kold-tyrker-fasen af et misbrug: Man tænker på fixet HELE TIDEN - det er lige om hjørnet, men alligevel uendeligt langt væk. Med et fortærsket citat fra Blinkende Lygter: "Det ska jeg da ha!"
Måske var det kontrasterne der fangede mig? Myldrende millionby, men med små, hyggelige gader (der mindede en del om de allerhyggeligste dele af Århus eller KBH. Ø). Fortidens trykkende nærvær overalt versus fremtidens forjættende livslyst på hvert gadehjørne. Berusende forårsgrønne træer lige ved siden af beton,beton,beton... Jeg ved det ikke; har opgivet at blive rigtig klog på det - må bare finde vej igennem det, evt. ved søbende at fodre mit savn med lækre billeder o.lign... Nå, nu vil jeg tage endnu en kop kaffe, før løbetur og hjemme-arbejdsdag kræver mig!

tibage på sporet...

...pyha, jeg var lige helt nede at vende efter hjemkomsten fra Berlin. Alt det gode, gamle, vanlige og kendte virkede blegt og trist sammenlignet med en super-pulserende storby. Men jeg fik hjælp midt i krisen - og er på vej opad igen... TAK :-)
I aften sætter manden og jeg os til computeren sammen, og går i gang med at planlægge sommerens familie-ferie... Rigtigt gættet: Turen går til Berlin! Jeg har fået forklaret min dejlige mand, at en ellers planlagt træterrasse står meget langt nede på min ønskeliste, i forhold til nogle dejlig oplevelser m. ham og ungerne. Vi har en tendens til at skyde en masse praktiske projekter igang, i stedet for at arbejde målrettet på "Projekt-Gode-Kærester-På-10.-År".

mama elephant...

... har gungret rundt i Grenås gader her til aften - en lille 4-kilometer blev det til - og JA: noget af vejen LØB jeg rent faktisk!
Anledning? At mit liv åbenbart skal vende lidt på hovedet i disse dage - jeg kan ikke blive klog på hvor det ender med at lande, og prøver samtidig at undgå at tænke alt for meget på det, hvis jeg kan. Det kan vist gå begge veje...
Og hvis livet har tænkt sig at være utilregneligt har jeg altså osse! Hvem havde nogensinde forestillet sig at jeg skulle komme til at løbe, måske??? Nej, vel!
Det føles faktisk godt. Eller nåed...
Jeg har besluttet at ændre på et og andet i mit liv. En forsigtig lille hensigtserklæring, bare... om at ville insistere på at ting skal føles rigtige... at der må være mening med ting... og at trummerum skal have en velafgrænset tidsperiode at udfolde sig i, hvorefter den skal pakke sig væk, tak!

tristesse

5 dage i Berlin sætter sine spor i dag. Både på den indre og ydre front. Den ydre er træt (det er den indre sådan set osse) efter mange dage med for lidt eller forkert søvn. I nat blev det vel til 3x20 minutter i bussen på vej hjem. Ikke meget at blive frisk af dér!
Og indvendig??? Lige nu SAVNER jeg! Byens puls, rytme, duft, stemning, den gode kaffe, butikkerne, gå-turen på Prentzlauerberg & mange andre fine områder og suset af et sted og en gruppe indbyggere der ikke står mentalt stille... storbypigen i mig stak sit hoved frem i 5 dage - jeg havde egentlig glemt hun var derinde et sted, og nu vil hun ikke pakkes væk igen. Jeg savner TURENS stemning - eleverne, kollegerne, de gode grin og alle oplevelserne - osse de rørende og gribende som turen til Sachsenhausen og det jødiske mindesmærke v. Brandenburger Tor. Jeg kan ikke ryste det af mig og derfor ryster alting inden i mig i dag.
Så nu skal jeg altså få de indre tråde til at nå sammen - en hverdag i Grenå (her kan vi altså tale om provins m. stort P) og et storbysus med alle følelser i aktivitet. Det kan jeg ikke lige nu, så tristessen får lov at rive i hele kadaveret lidt endnu.