torsdag den 14. februar 2013

Kvinderne ud af den offentlige debat

Forleden læste jeg ovenstående artikel på Politikens netavis. Den har siden affødt en masse debat fra en masse kloge damer (mærkeligt nok er jeg ikke stødt på kommentarer fra mænd - de må være lidt langsomme i optrækket eller ha travlt med andre ting - at diskutere arabisk forår f.eks...) jeg er ikke sikker på jeg mener noget nyt og revolutionerende, men jeg blev sgu vred, så derfor må jeg liiiige sige hvad jeg mener!
Hovedtesen i artiklen, som jeg virkelig anbefaler at du også læser selv, er at der er tilstrækkeligt kvinder der ytrer sig i den offentlige debat, selvom Politikens egen debatredaktør efterlyser flere. Men debattøren Anne Sophia Hermansen syns faktisk der er nok. Måske endda rigeligt... For kvinder  interesserer sig primært for de temaer som damebladene er gennemsyret af - børn, barsel, hvordan det føles at blive fyrre og hvordan man bedst styler sin læderjakke. Kvinder er navlebeskuende og interesserer sig primært for det der kommer ud af deres egen livmoder. Og den slags hører ikke til i debatten på en seriøs landsdækkende avis, men derimod kun i damebladene og på diverse websites der er målrettet sådanne temaer.
Jeg er ikke helt enig i nogen af påstandene. For det første mener jeg ikke damebladenes indhold er med til eksklusivt at definere hvad kvinder finder interessant. Det samme argument skulle i så fald gælde for mænd og mandeblade - ergo skulle mænd udelukkende interessere sig for bare patter, biler og elektrisk håndværktøj, og de skal begrænses til udelukkende at mene noget om disse emner. 
For det andet er jeg ikke enig i at den seriøse debat ikke må afspejle interesserne hos 50% af befolkningen. Jeg mener faktisk der er andre dybder i temaer som børn, familie, nære værdier og kultur end damebladenes glitter-overflade, og jeg tiltror rigtig mange af mine medsøstre at mene noget kvalificeret og tænksomt om disse og en masse andre emner. 
For det tredje synes jeg der ligger en enorm, skjult sexisme i at mene at der findes kvindetemaer og mandetemaer. Jeg kender mange mænd der interesserer sig for "nære" "kvindeting" som øremærket barsel, opdragelse, sexualmoral, papfamiliers udfordringer, midtlivskriser etc. Hvorfor skal det kaldes kvindeemner, når de berører begge køn? Og vinklerne på de temaer kan sagtens være vildt forskellige, men er da ikke kun defineret af køn, men ligeså meget af politisk ståsted, uddannelsesmæssig baggrund og personlige opvækstvilkår. På samme måde mener masser af kvinder noget om dansk eksport, ulandspolitik og velfærd, men det virker som om Hermansen mener at der er en rigtig måde at være kvinde på og en rigtig måde at være mand på, og at interesser er kønsopdelte med højhøj mur ned imellem. Og emner der lugter af kvinde skal holdes uden for den offentlige debat. Tænk, jeg synes da bare vi blir sådan et fattigt samfund hvis ALLE emner ikke må være at findes i de såkaldte intellektuelle aviser og ikke kun i dameblade. Der kommer altså andre nuancer frem når vi debatterer i fora som Politiken og information, og det vil jeg gerne hylde!
Kan det måske i virkeligheden være at Hermansen mener, at dumme mennesker ikke må blande sig i debatten?!? Hvis det egentlig er det hendes holdning bunder i, ku jeg bare godt tænke mig at spørge, lettere retorisk, hvem der egentlig skal ha lov til at definere hvad begavelse og relevante debatemner er???

tirsdag den 12. februar 2013

Cool-med-cancer

Jeg er hende den seje med kræft. Hende der har holdt mit skaldede hoved højt i nu godt seks måneder. Hende der har blogget, tweetet og facebooket sig gennem sin sygdom og sit behandlingsforløb. Hende som alle gerne vil være, når de blir store og får kræft. Hende der har smilet og været sjov og har dyrket den sorte kemo-humor og har overlevet på at være ekstrovert og sej og "på". Hende, der ikke har puttet med at hun havde kræft, hende der har været klar til at svare på spørgsmål, hende der har accepteret, i en bred kreds af facebook-bekendte, at være kræft-eksperten som ku spørges om alt fra hue-opskrifter til hvordan man finder kræftpatienter, der vil deltage i et projekt på uni. Jeg er hende der siger ja og stiller op og svarer "det vil jeg gerne". Og "det går fint" på alle spørgsmål til mit helbred.
Men nu går det ikke så fint mere. Og nu vil jeg ikke ret gerne være den kræft-kloge længere. Og jeg vil gerne til at joke med noget andet end alt det kræftrelaterede som f.eks. min frisure, mine knastørre slimhinder og mine bivirkninger... Jeg vil gerne i gang med at finde ud af hvem jeg er nu - uden kræft og udenfor den behandlingsrammefortælling, der nu har været trukket ned om mit liv i små 7 måneder.
Jeg er min egen værste fjende i processen med at holde op med at være sej-med-kræft og i stedet blive den-nye-Lisbeth-uden-kræft-men-med-truslen-om-den-lige-i-hælene-måske-for-evigt.
Helt konkret er jeg lige nu totalt udfordret rent æstetisk: mit hår vokser, og det er så gennem-hæsligt og skravlet og tyndt i toppen, at jeg nu for første gang fristes til at gå med hue/tørklæde hele tiden. Det er da paradoksalt: jo mere rask jeg bliver, jo mere syg ser jeg ud. Men det udfordrer egentlig min psyke på den gode måde, for det gør mig genert og sårbar at vise mig uden hår, og netop den sårbarhed skal jeg til at stå ved og dyrke og integrere som en del af den nye mig og som et træk ved min personlighed som skal have rum og som jeg skal stå ved - uden at føle mig svag og uduelig.
Jeg skal i virkeligheden til at få min sjæl med mig igen... Og det bliver svært, for den (tilkæmpet) seje vil ingen udfordre, men kun hylde. Den svage risikerer derimod at gøre folk bange i deres afmægtighed og ønske om at kunne fixe sårbarheden. Den introverte skal være klar til at folk måske giver slip når hun siger "Bær mig lidt, vil du ikke nok." Den skrøbelige kan knuses af ligegyldighed og manglende omtanke...

onsdag den 6. februar 2013

Pige er kvinde værst

Den anden dag på vej til strålebehandling i Århus hørte jeg som sædvanlig P1. Jeg elsker at blive klogere, især på ting jeg ikke troede havde min interesse (har vist kun en enkelt gang givet op og slået  over på noget andet - det var da de sendte et timelangt program om mejser...så klog vil jeg åbenbart ikke være). Nåmen, programmet den anden dag handlede om masse-universiteter kontra elite-universiteter og var som sådan interessant nok. Men min hjerne opgav fuldstændig at beskæftige sig med det virkelige tema, da jeg hørte rektor for Århus Universitet omtale en kvindelig ph. D-studerende som "en rigtig dygtig pige" og derefter konsekvent omtale hende ved fornavn.
Hold. Nu. Op. Er vi enige om, at en KVINDE der har studeret længe  nok til at være ph. D i biologi IKKE er en pige, og at hun iøvrigt fortjener at blive nævnt ved sit fulde navn - også selvom hun kun er fremdraget som eksempel?!?
Jeg blev så knokkel-arrig, at resten af programmets pointer gled min næse komplet forbi...
Og igår måtte mine ører igen bløde, da jeg via Twitter blev gjort opmærksom på en artikel, hvor Joachim B. Olsen om Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at hun da var en yndig, venstreorienteret pige! Grrrrrrr... Jeg er endnu ikke holdt op med at skumle. Jeg troede egentlig vi VAR holdt op med at degradere og undervurdere VerdensBedsteJohanne siden den der piiiiinlige piccoline-forveksling for nogle år siden.
De to ganske små hverdagsagtige situationer har fået mig til at tænke over hvor den retorik om piger/kvinder egentlig kommer fra - og hvorfor gør den mig egentlig så fuldstændig bælgøjet af raseri?
Min frustration bunder i flere forskellige problematikker. Først og fremmest falder det mig for brystet (dem begge to) at vi på mange måder roser os af i DK at være ligestillede. Og ja, vi er virkelig kommet langt siden 50'erne og før, men det manglede vel også bare - og det kan da aldrig være en legal grund til at stoppe op og sige "Så, dét var det!" Men vi har altså stadig en retorik omkring kvindekønnet, som reducerer os til piger og dermed via skjulte, bredt accepterede virkemidler, sætter os på plads og sørger for at vi ikke får for meget at sku ha sagt. Hvem vil reelt lytte til det en PIGE siger og hvem skal tage hende seriøst - om hun så er partiformand eller ph.d?!? Hun er jo pr retorisk definition et barn, og selvom barnets rolle også har ændret sig markant gennem det seneste halve århundrede, er der vel ingen der i ramme alvor vil påstå at et barn og en voksen bliver taget lige alvorligt og er sidestillede rent videns- og erfaringsmæssigt?!?
For det andet er der for mig at se en tydelig forskel der kommer til udtryk mellem mænd og kvinder her. For der er vel ikke nogen der for alvor kunne finde på at omtale et hankønsvæsen på omkring de 30 som en dreng? Vi kan finde på at kalde ham en drengerøv, men det henviser så snarere til den pågældende, specifikke mands måde at forholde sig til ansvar på - ikke en generel reducering af hankønnet til kun at besidde en infantil, inferiør status i vores samfund. Prøv bare at overveje følgende simple spørgsmål: Hvor gammel skal en pige være før vi kalder hende kvinde? Og hvor ung skal en mand være før vi kalder ham en dreng?
Årsagerne til problemet er mange og mangeartede, men jeg vil gerne lige pille et enkelt lille punkt frem her. Vi kvinder er nemlig selv med til at reducere os til piger. Vi dyrker - med en grov generalisering, jovist - det pigede og tøsede som det rigtige udtryk for femininitet. Vi accepterer ikke blot at mænd omtaler os som piger, nej vi omtaler også os selv som det i alle mulige sammenhænge. Vi holder fødselsdage for tøserne og kan finde på at sige/skrive om os selv at vi er "en frisk pige på 35". Vores forbilleder i medierne er med til at fastholde denne forestilling om det pigede som måden at udtrykke sin kvindelighed på. Seneste praktiske eksempel - og her krummer mine tæer endnu ved tanken - var for mig de tre værtinder ved årets danske melodi grand prix. Jeg går ikke ud fra at nogen af de tre smukke damer er dårligt begavede - men kors hvor var det dog en pinsel at se på hvordan de vred sig og hvinede som en flok 13-årige tøser. Var de type-castede og udfyldte bare en rolle der var dem givet? Muligvis, men det gør det da ikke hverken mindre patetisk eller forkasteligt! Hvis man som mediekvinde får en direkte ordre ovenfra, der hedder :"Din arbejdsopgave i dag er at fnise, kvidre, vride dig og lave hofteskub med dine medværter mens du går rundt i et stramt lædercatsuit med cameltoe og skyhøje hæle du kun kan trippe i" - så kan man da sige nej, og evt. supplere med et velplaceret "rend mig." Hvis man derimod selv har været med til at definere rollen, så har man efter min mening glemt at tænke sig om og så må man lige ta´ en roder i egen navle og overveje, om det virkelig er dét udtryk for kvindelighed man vil være eksponent for!
Så kære medsøstre: lad os nu begynde at tænke os om en ekstra gang inden vi reducerer os selv til børn. Lad os også sige fra hver gang andre vil umyndiggøre os verbalt. Og lad os råbe lidt højere hver gang medierne fremstiller os som piger/tøser. Og hvis nogen siger det lyder skingert og grimt når vi brokker os, så skal vi gøre os klart, at det også er en måde at holde os nede på, for det er netop en anden side af de pige-roller vi skal leve op til: vi må ikke være for højrøstede, vilde, rebelske og problematiserende. Ligestillingsdebatten er slet, slet ikke forbi!!!