onsdag den 6. februar 2013

Pige er kvinde værst

Den anden dag på vej til strålebehandling i Århus hørte jeg som sædvanlig P1. Jeg elsker at blive klogere, især på ting jeg ikke troede havde min interesse (har vist kun en enkelt gang givet op og slået  over på noget andet - det var da de sendte et timelangt program om mejser...så klog vil jeg åbenbart ikke være). Nåmen, programmet den anden dag handlede om masse-universiteter kontra elite-universiteter og var som sådan interessant nok. Men min hjerne opgav fuldstændig at beskæftige sig med det virkelige tema, da jeg hørte rektor for Århus Universitet omtale en kvindelig ph. D-studerende som "en rigtig dygtig pige" og derefter konsekvent omtale hende ved fornavn.
Hold. Nu. Op. Er vi enige om, at en KVINDE der har studeret længe  nok til at være ph. D i biologi IKKE er en pige, og at hun iøvrigt fortjener at blive nævnt ved sit fulde navn - også selvom hun kun er fremdraget som eksempel?!?
Jeg blev så knokkel-arrig, at resten af programmets pointer gled min næse komplet forbi...
Og igår måtte mine ører igen bløde, da jeg via Twitter blev gjort opmærksom på en artikel, hvor Joachim B. Olsen om Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at hun da var en yndig, venstreorienteret pige! Grrrrrrr... Jeg er endnu ikke holdt op med at skumle. Jeg troede egentlig vi VAR holdt op med at degradere og undervurdere VerdensBedsteJohanne siden den der piiiiinlige piccoline-forveksling for nogle år siden.
De to ganske små hverdagsagtige situationer har fået mig til at tænke over hvor den retorik om piger/kvinder egentlig kommer fra - og hvorfor gør den mig egentlig så fuldstændig bælgøjet af raseri?
Min frustration bunder i flere forskellige problematikker. Først og fremmest falder det mig for brystet (dem begge to) at vi på mange måder roser os af i DK at være ligestillede. Og ja, vi er virkelig kommet langt siden 50'erne og før, men det manglede vel også bare - og det kan da aldrig være en legal grund til at stoppe op og sige "Så, dét var det!" Men vi har altså stadig en retorik omkring kvindekønnet, som reducerer os til piger og dermed via skjulte, bredt accepterede virkemidler, sætter os på plads og sørger for at vi ikke får for meget at sku ha sagt. Hvem vil reelt lytte til det en PIGE siger og hvem skal tage hende seriøst - om hun så er partiformand eller ph.d?!? Hun er jo pr retorisk definition et barn, og selvom barnets rolle også har ændret sig markant gennem det seneste halve århundrede, er der vel ingen der i ramme alvor vil påstå at et barn og en voksen bliver taget lige alvorligt og er sidestillede rent videns- og erfaringsmæssigt?!?
For det andet er der for mig at se en tydelig forskel der kommer til udtryk mellem mænd og kvinder her. For der er vel ikke nogen der for alvor kunne finde på at omtale et hankønsvæsen på omkring de 30 som en dreng? Vi kan finde på at kalde ham en drengerøv, men det henviser så snarere til den pågældende, specifikke mands måde at forholde sig til ansvar på - ikke en generel reducering af hankønnet til kun at besidde en infantil, inferiør status i vores samfund. Prøv bare at overveje følgende simple spørgsmål: Hvor gammel skal en pige være før vi kalder hende kvinde? Og hvor ung skal en mand være før vi kalder ham en dreng?
Årsagerne til problemet er mange og mangeartede, men jeg vil gerne lige pille et enkelt lille punkt frem her. Vi kvinder er nemlig selv med til at reducere os til piger. Vi dyrker - med en grov generalisering, jovist - det pigede og tøsede som det rigtige udtryk for femininitet. Vi accepterer ikke blot at mænd omtaler os som piger, nej vi omtaler også os selv som det i alle mulige sammenhænge. Vi holder fødselsdage for tøserne og kan finde på at sige/skrive om os selv at vi er "en frisk pige på 35". Vores forbilleder i medierne er med til at fastholde denne forestilling om det pigede som måden at udtrykke sin kvindelighed på. Seneste praktiske eksempel - og her krummer mine tæer endnu ved tanken - var for mig de tre værtinder ved årets danske melodi grand prix. Jeg går ikke ud fra at nogen af de tre smukke damer er dårligt begavede - men kors hvor var det dog en pinsel at se på hvordan de vred sig og hvinede som en flok 13-årige tøser. Var de type-castede og udfyldte bare en rolle der var dem givet? Muligvis, men det gør det da ikke hverken mindre patetisk eller forkasteligt! Hvis man som mediekvinde får en direkte ordre ovenfra, der hedder :"Din arbejdsopgave i dag er at fnise, kvidre, vride dig og lave hofteskub med dine medværter mens du går rundt i et stramt lædercatsuit med cameltoe og skyhøje hæle du kun kan trippe i" - så kan man da sige nej, og evt. supplere med et velplaceret "rend mig." Hvis man derimod selv har været med til at definere rollen, så har man efter min mening glemt at tænke sig om og så må man lige ta´ en roder i egen navle og overveje, om det virkelig er dét udtryk for kvindelighed man vil være eksponent for!
Så kære medsøstre: lad os nu begynde at tænke os om en ekstra gang inden vi reducerer os selv til børn. Lad os også sige fra hver gang andre vil umyndiggøre os verbalt. Og lad os råbe lidt højere hver gang medierne fremstiller os som piger/tøser. Og hvis nogen siger det lyder skingert og grimt når vi brokker os, så skal vi gøre os klart, at det også er en måde at holde os nede på, for det er netop en anden side af de pige-roller vi skal leve op til: vi må ikke være for højrøstede, vilde, rebelske og problematiserende. Ligestillingsdebatten er slet, slet ikke forbi!!!

11 kommentarer:

  1. Jeg kunne IKKE have sagt det bedre!

    SvarSlet
  2. Sidder her og klapper i mine gamle konehænder.

    SvarSlet
  3. ... Tak :-) og del så gerne som vilde og blodige amazoner i alle de medier I gebærder jer i. Kh lisbeth

    SvarSlet
  4. Super indlæg. Og så tænker jeg alligevel på hvordan vi ofte omtaler os selv i f.eks ansøgninger. Jeg har lige læst en del mange omtaler sig selv som en frisk pige på 40-41-42-4.....,. Her var der ingen erfarne kvinder på ditto alder.

    Kh

    En erfaren kvinde på 44 år mor til 3 voksne "børn"

    Ulla

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja og er det fordi vi sælger os selv bedre til en arbejdsgiver? Jeg har svært ved at tro det!!!

      Slet
  5. Så sandt, godt indlæg :o)

    SvarSlet
  6. Jamen, Lisbeth altså! Hvad kan der ikke komme ud af sådan en gang fnysen på Twitter! ;-) Her sidder vi og tæsker i tastaturet begge to - og forhåbentlig får andre til at tænke lidt mere over tingene!
    Vel skrevet, DAME! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg ryger lige i blækhuset når jeg blir arrig, Mia :-)

      Slet
  7. TAK! Endnu en gang klapper jeg i min små fede gedepatter af fryd, efter at have klikket mig ind til dig; Verdens Sejeste Lisbeth :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Gedepatter... Åh hvor har jeg grinet af dét billede på nethinden i dag, Kirsten :-) Kh og tak - Lisbeth

      Slet