fredag den 25. januar 2013

La vær og spør - bare gør!

Jeg går og brygger på en manual til kræftpatienter og pårørende. Ikke fordi den slags ikke findes i metermål i forvejen - men nok bare mest fordi jeg bilder mig ind at lige præcis MIN udgave mangler. En udgave med humor, slagkraft og gåpåmod. En letlæst guide - til dem der har kemo-hjerne eller pårørende-hjerne (ja, det tror jeg også findes... fordi stressen og presset er mindst lisså stort for den der står ved siden af og ser på den der lider og er syg). En guide med skæve, grafiske illustrationer - i stedet for billeder i vandede pasteller eller fotografier af netværksgrupper med pænt lånehår og en gennemsnitsalder over 50. En guide til os der er unge (yngre - du kan selv gradbøje yderligere - men altså os der er alt for unge til at blive syge). En guide der ikke kun henvender sig til de allernærmeste pårørende, men også til det bredere netværk som jo også skal træde i karakter.
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...
Du får en gratis smagsprøve lige her:
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv.
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ.
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!

4 kommentarer:

  1. Tak for god information.
    Det giver virkelig en noget at tænke over .
    Tak.

    SvarSlet
  2. Hvor er det godt at du skriver den manual. Vil du ikke godt - hvis du kan overskue det - lave et lille afsnit til de "professionelle" så som lærere og pædagoger om, hvordan de kan hjælpe og støtte en familie med kræft inde på livet?
    Jeg ved godt at det ikke er sjovt, men nogle gange kan humor godt fungere som en ventil og forløser, for de følelser, der unægteligt er svære at stå ansigt til ansigt med.
    Jeg har sådan lyst til at sige, at du er sej - men det er ligesom ikke dækkende nok ...

    SvarSlet
  3. Årh den guide vil jeg sørme gerne læse!! For det er noget af det sværeste når man ikke lige ved, hvad man skal sige og gøre. Vi kan kun blive klogere af det!
    Du ER sej og jeg glæder mig til at læse at du er kommet godt ud på den anden side!!
    Lotte :O)

    SvarSlet
  4. Jeg tror, at din guide er spot on. Det er netop DE ting, du beskriver, man gerne vil vide. Hvad fanden skal man gøre, og hvordan skal man gøre. Trænger man sig på, eller er der behov for, at man trænger sig på, tager styring og tager over.
    Jeg arbejder bl.a. med mennesker, der er ramt af stress, og uden nogen sammeligning i øvrigt, så er noget af det vigtigste i for hold til stressramte, at man tager styringen for dem på nogle områder. For de magter det ikke selv.
    Så jeg synes, at det er nogle overordentligt vigtige råd, du kommer med. Og et befriende ærligt indblik i de behov du har som sygdomsramt.
    Held og lykke. Jeg vil gerne have adgang til dine råd, når du er klar med din guideline, til de menensker jeg rådgiver og som står i lignende situationer, enten som syg eller som pårørende.

    SvarSlet