onsdag den 30. januar 2013

Hvad mon jeg egentlig er værd???

Lige for tiden spekulerer jeg en del over hvad jeg mon egentlig har stået samfundet i gennem det sidste halve års tid. Og er pengene givet godt ud?!?
Det kan ikke være helt billigt at køre sådan et kræftprogram igennem. Jeg nævner i flæng - og glemmer sikkert noget: 2 operationer og forudgående diagnosticering med mammografi, ultralydsscanning, biopsi og analyse af prøver. For ikke at nævne den skønne støttende sportsagtige bh jeg fik udleveret... Et kemoforløb over 18 uger inkl. lægesamtaler og blodprøver. Strålebehandlinger 33 gange. Og ovenikøbet bliver mine udgifter til transport refunderet, fordi jeg bor mere end 50 km fra hospitalet.
Det er jo hvad det er - absolut ikke billigt, men rigtig nødvendigt når man nu blir ramt af kræft... Men så er der jo alt det løse udenoms. Kaffe, mad og ikke mindst masser af chokolade når jeg er til behandling. Gratis kurser i mindfulness og pilates. Med dertil hørende kaffe etc. Løn under sygdom - godt nok får mit job dagpengerefusion, men de skal jo stadig lønne en anden medarbejder for at varetage mit job. Og så er der al den medicin jeg har fået under kemoforløbet. Ikke småting, og ganske gratis, når det blev udleveret fra afdelingen.
Og når jeg engang er færdig med behandling skal jeg gå til kontroller - altså efter at jeg gradvist og i mit tempo er blevet genindsluset på mit job. Til fuld løn i indslusningsperioden...
Sidst men ikke mindst Har jeg fået udbetalt min gruppelivsforsikring - jaja, jeg ved godt jeg selv har indbetalt til den, men det kan da aldrig nå at løbe op i de 100.000 der nu står og hygger og på min opsparing.
Helt ærligt: er jeg så meget værd at vi som samfund vil fyre så mange skattekroner efter mig??? Jeg ved jo godt at det formentlig er fordi det antages at jeg kommer ud på den anden side som en nyttig borger, men alligevel... Jeg er glad og taknemmelig, og lige nu har jeg personligt ikke noget nedsættende at sige om vores velfærd i Danmark... Men hvem må undvære et eller andet -et ugentligt bad, en bolig, en friplads i institution, en specialklasse til deres barn, fordi jeg skal ha en livsvigtig behandling til mange, mange tusinde kroner?!?

fredag den 25. januar 2013

La vær og spør - bare gør!

Jeg går og brygger på en manual til kræftpatienter og pårørende. Ikke fordi den slags ikke findes i metermål i forvejen - men nok bare mest fordi jeg bilder mig ind at lige præcis MIN udgave mangler. En udgave med humor, slagkraft og gåpåmod. En letlæst guide - til dem der har kemo-hjerne eller pårørende-hjerne (ja, det tror jeg også findes... fordi stressen og presset er mindst lisså stort for den der står ved siden af og ser på den der lider og er syg). En guide med skæve, grafiske illustrationer - i stedet for billeder i vandede pasteller eller fotografier af netværksgrupper med pænt lånehår og en gennemsnitsalder over 50. En guide til os der er unge (yngre - du kan selv gradbøje yderligere - men altså os der er alt for unge til at blive syge). En guide der ikke kun henvender sig til de allernærmeste pårørende, men også til det bredere netværk som jo også skal træde i karakter.
Det skal være en guide med en masse do´s and don´ts... Og en guide der beskriver hvilke konsekvenser det kan have for et venskab hvis du som pårørende ikke er opmærksom på faldgruberne men bare er der på den måde du plejer. For jeres forhold bliver ændret af sygdommen. Ikke fordi den syge ønsker det - men sådan ER det bare. Det ligeværdige give-and-take-forhold i havde inden, ændrer sig...
Du får en gratis smagsprøve lige her:
HVIS du en dag skulle være så uheldig, at en af dem du elsker får kræft og i en periode ligger totalt underdrejet med kemo og stråler og møg - så er mit aller-aller bedste råd dét, der står i kort mundret form i overskriften: Lad vær at sige: "Sig endelig til hvis der er noget vi kan gøre." Nej - gør noget af dig selv. Kom forbi med en gang suppe til fryseren. Bestil billetter til biografen/koncert/teater/en gåtur på stranden og tag ungerne med et par timer. Send en SMS - tit, ja faktisk jævnligt - og sig "jeg tænker på dig - hvordan går det?". Hold alle de aftaler du laver med den syge - også de løse a la: "jeg kommer lige forbi til kaffe engang i ugens løb" - så har du faktisk LOVET det, og det kan være et kærkomment socialt afbræk i en til tider ensom tilværelse med behandlinger og restitution. Husk at den syge er syg og har brug for dig - og at jeres venskabs styrke bliver testet nu. Du er faktisk til eksamen - det er nu det viser sig (i hvert fald i den syges bevidsthed) hvor nære I er.
Jeg taler ud af min nu ½ år gamle erfaring. Jeg har været så usandsynligt heldig, at have nogle veninder som bare har stået der for mig. De skrev hurtigt efter min diagnose og sagde: "Vi kommer over!" - og de har flere gange om ugen ringet og sendt sms´er for at høre hvordan det går. Jeg vidste ikke på forhånd at lige de to ville vise sig at være dem der var der 100% for mig. De er ikke de nærmeste i geografisk forstand, men i hjertet har de vist sig at være mine allernærmeste og dem der har magtet at være tætte med mig midt i den sværeste periode i mit liv.
Og så var der nogen lige om hjørnet som jeg troede ville være mine faste støtter, men som viste sig ikke at være det. De var det i ord, men det viste sig kun at være ord. De havde travlt med deres egne liv, og det er jo okay - og egentlig er det ikke fordi der skal så meget til, men ting der førhen ikke føltes som svigt føles anderledes når man står i sit livs krise og alt er væltet. Der var løse kaffeaftaler der blev brudt. Jeg følte hurtigt at jeg gav mere end jeg modtog. Der var mange gode intentioner: "Sig til, så passer vi børnene" - men problemet er bare, at det er så uoverskueligt selv at skulle sige til! Når man nogen dage ikke kan overskue længere ud i fremtiden end næste toiletbesøg, har man ikke brug for et åbent tilbud, men for nogen der håndfast siger: "NU kommer vi og tager børnene med i skoven/vander hønsene/støvsuger førstesalen!" Det har været rigtig smertefuldt at erkende - og meget svært ikke at blive bitter over. For jeg vil gerne give, også nu hvor jeg ikke har det overskud jeg plejer at have - jeg har bare også lige her og nu brug for at der er nogen der giver mig mere end jeg kan give for tiden. Mere opmærksomhed og omsorg. Mere tilstedeværelse. Mere initiativ.
MEN: jeg vender i høj grad også blikket indad og tænker, at når nogen af mine bedste venner engang står og skal samle et væltet liv op igen, så skal jeg huske dette, og huske at jeg nu véd på egen krop hvad der virker når alting virker uoverskueligt og håbløst!

fredag den 4. januar 2013

LykkelighedsKulisser...

Jeg elsker at kigge ind af folks vinduer. Jep, jeg er en lille lurer ;-) Jeg er så nysgerrig efter at se hvordan folk bor og indretter sig. Jeg ser efter lighedstegn med mit eget liv: har de også gamle, skrammede, hjemmemalede møbler - retro-vattæpper - porcelæn i glade, blandede farver - børne-rod og bøger der vælter rundt i birketræsbogkasserne?. Eller er det strømlinede designermøbler, mågestel, egetræ-med-blyindfattede-ruder, 3-2-1-i-læder, neon-plastik, brølende kronhjort, væg-til-væg-med-Poul-Pava-"kunst" eller noget helt andet lidt fremmedartet der præger deres valg af hjemlighedsskabende elementer?
Og for søren da hvor har jeg mange fordomme om dét der er anderledes end mit eget. Inden vi selv flyttede til provinsen, morede det mig hver gang vi var på besøg hos svigerfamilien her i Grenå, at alle pæne damer tilsyneladende indrettede deres vinduer til gaden med 2-af-hver-i-hvid. To hvide lysestager, symmetrisk sat op og gerne med en lille hvid silkebåndssløjfe om dét pyntelys der garntrisser aldrig sku tændes. To hvide krukker med noget grøn plante - levende eller plastik - i. Eller min favorit: to hvide figurer af nøgne, men tækkelige, damer eller lignende... Jeg synes det var det værste tegn på småborgerlig konformitet, det dér hvide touch overalt hvor man gik. Det syns jeg forøvrigt stadig - men jeg er bare blevet klar over, at mine egne stilmæssige valg jo blot er udtryk for en anden form for konformitet. Jeg er jo en del af "Her syr vi selv vores børnetøj efter EG-mønster og bager vores rugbrød med økologisk Aurion mel, ser Bonderøven og River Cottage og læser bøger om selvforsyning og overvejer Steinerskole til vores børn fordi folkeskolen - hvor vi i øvrigt selv arbejder og som vi hylder af hele vores Enhedsliste-hjerte - er blevet for blodfattig og udpint"-segmentet. Og når jeg kigger ind af folks vinduer og ser det liv der leves, tolket gennem de indretningsmæssige valg folk træffer, så er det i virkeligheden fordi jeg laver mine egne små historier om hvor lykken er og hvilke vækstbetingelser den skal ha. Jeg ser efter LykkelighedsKulisser: bor lykken lige her, hvor der står en hjemmemalet slagbænk med hjemmesyede puder i? Eller bor den her, hvor bogreolen er fuld af spændende bøger om selvudvikling, spiritualitet, strik-din-egen-baby-fra-top-til-tå-i-hjemmefarvet-garn og henkog din egen hjemmedyrkede tomat på 1000 måder? Eller her, hvor SMEG-køleskabet bugner af hjemmesylt og surdej?
Jeg er sikker på, at hvis du kiggede ind hos mig ville du også kunne se tegn på det rigtige, lykkelige liv i min kulisse. Her er Bonderøven-hygge for alle pengene, inkl. høns der selv lægger æg! Men nogen gange - tit, faktisk - er kulissen bare fyldt med så meget andet: Sygdom, angst (for livet, lisså meget som for døden, faktisk), skænderier, umulige trætte børn, voksne der hænger for meget i deres telefon mens børnene er hjemme, hængepatter & hæmorider, surhed og midtlivskriser, arbejdsstress, alt-for-lidt-sex-fordi-vi-er-trætte-og-faktisk-heller-ikke-gider, junkfood og laskemaver...
Når jeg læser med på en masse smukke blogs er det fuldstændig lissom når jeg glor ind af folks vinduer. Det er tit de lækre billeder der lokker mig til at læse. Lige dén skønne buket tulipaner i dén lækre retrokande-fundet-for-en-slik-på-et-lille-lokalt-loppemarked-jeg-siger-ikke-hvor, lige dén hjemmesyede lækker-kjole til lillepigen og lige dét skønt anrettede Wiinblad-fad-med-hjemmelavede-raw-trøfler... HER må de være mega-meget-lykkelige! Og nogen gange blir jeg bare så træt af mig selv og min egen jagt på den pæne overflade, for i virkeligheden vil jeg meget hellere høre om alle sprækkerne, om det svære liv der gir os så mange rige erfaringer til gengæld for lidelsen og frygten, om parforholdets prøvelser og udfordringer, om de bløde deller i stedet for vaskebrættet og om angst i stedet for her-går-det-fint-vi-klager-ikke... 
Jeg ved godt, at i en hurtig, visuel verden skal der billeder på til at trække os til - og at Blogland handler om feedback, læsere og interaktion. Jeg ved godt at min blog er billedfattig for tiden, og det er ikke fordi jeg ikke sagtens ku præstere fotos af mit juletræ med hjemmesyede kugler, min nye kaffekop fra loppemarkedet og den seneste lækre kogebog jeg fik i julen. Men helt ærligt: det er jo, hver gang jeg smider sådan et billede på, en lille løgn om hvordan min verden er den perfekte - om hvordan mit liv er godt og lykkeligt. Og jeg vil faktisk bare hellere skrive - og læse - om alt det grimme lige nu. Ikke fordi det smukke ikke skal ha plads - i mit liv har det plads hver eneste dag, sammen med alt det svære - men fordi hver gang jeg smider et smukt, evt. lettere retoucheret, billede på min blog, er jeg bange for at du, min læser, skal forveksle det med, at lige her i min stue er Den Rigtige Lykke og Det Gode Liv uden sprækker eller skrammer i lakken. Men mit liv, min blog og mit hjem skal altså ikke være en af de LykkelighedsKulisser jeg selv går rundt og snuser efter på gaden.    

tirsdag den 1. januar 2013

Jeg har aldrig været fan af nytårsforsætter...

... men i år har jeg faktisk et par stykker. Det er ikke lige i den traditionelle tab-ti-kilo-og-løb-ti-kilometer-genren, for dem har jeg haft masser af der aldrig holdt. I år er de mere realistiske, tror jeg... og nu ligger det jo også i ordet forsæt at det er noget man sætter sig for - ikke sværger-lover-vrider-sig-halvt-fordærvet-for-at-overholde, vel...
I år har jeg bare lyst til at åbne året med at have sådan nogle små varme ønsker&drømme at tage frem engang imellem og kigge på og nusse om og give noget opmærksomhed.
* Jeg glæder mig til at holde en fantastisk kobberbryllupsfest til sommer for alle vores venner og familie - så vi også kan sige tak for al den hjælp og støtte vi har fået, da 2012 lossede os i løgene og vi måtte tage livtag med kræften
* Jeg glæder mig til at komme i gang med at arbejde igen, og finde ud af at bruge mine personlige erfaringer fra 2012 i forhold til mine elever, kolleger, min faglighed...
* Jeg glæder mig til at få styrke, overskud og energi til at bygge min gamle, slidte kemo-krop op igen og måske komme til at føle mig yngre end 80 - gad vide om der overhovedet KAN skabes muskel-toning i alt det bløde?
* Jeg glæder mig til at gå i gang med at undersøge hvilken efteruddannelse jeg over de næste år vil bruge min energi på. Det skal være noget terapeutisk/supervision, men mangler bare lige at finde dét, det skal være... den proces skal ha tid og rum nu...
* Jeg glæder mig til at få hår igen - til at få mine smagsløg igen - til at slippe for tømmermænds-jetlag-influenza-kemo-efterveer igen
* Jeg glæder mig til at leve hver dag i 2013 intenst og nærværende

2013 - af hele mit hjerte: VELKOMMEN!!!