tirsdag den 25. september 2012

Noget af det, der er svært...

* Er at acceptere når ens blodprøver ikke er i orden - så kemoen må udsættes to dage...
* Er at rumme når ens mand synes det er svært at forstå at man godt kan være både stærk og svag på samme tid - uden at han behøver blive ked af det eller skulle fikse det... Og at rumme at han nogen gange BLIR ked af det og gerne vil fikse det! Og at rumme det uden at blive træls og sur og respektløs... Det er faktisk RET svært!!! Umuligt, nogengange... Og måske er det svære faktisk at forstå at han GODT kan forstå det og rumme det og være i det - men bare ikke gør det på den RIGTIGE måde (min, hvis I sku være i tvivl!)
* Er at hente sit barn på skolen uden hår. Ikke på grund af børnene - det er nemlig slet ikke et problem at rumme at hendes 6 år gamle klassekammerater kigger og siger højt "Du er skaldet - hvorfor er du det? Du ser lidt mærkelig ud!" - nej det er svært at rumme når pædagogerne får bekymrede skrå øjenbryn og let dæmpede omsorgsstemmer og siger "Nå og hvordan GÅR det så med dig???" Så får jeg lyst til at sige "Det går faktisk godt" - også selvom det går helt vildt blandet og mærkeligt og nogengange godt og nogengange helt almindeligt og nogengange af helvede til... Men sådan er livet jo for fa´en osse når man IKKE har kræft - og hvem spør de helt almindelige forældre som ikke er skaldede og får kemo, men som måske osse har brug for at blive spurgt - måske mere brug for det end mig?!?
Og hvorfor er det egentlig så svært for mig at tro på at de GODT kan rumme at jeg siger: "Det går helt almindeligt i dag - jeg har været på toppen og følt mig helt som jeg plejede at være og faktisk GLEMT at jeg var syg - indtil nogen spurgte..."
* Er at få tiden til at gå på en ordentlig måde. Uden at se FOR meget dårligt fjernsyn og spise FOR mange søde trøste-sager...
* Er at undlade at få dårlig samvittighed over de søde trøste-sager - og at lade være med at slå sig selv oven i hovedet med det og tro at det er derfor éns krop ikke er klar til kemo til tiden...
* Er at sku lægge makeup HVER DAG for ikke at ligne en syg. Og jeg er bare mega-dårlig til at lægge makeup. Hvor skal man egentlig stoppe med foundation og pudder når man er skaldet??? Nakken, eller hva´! Og hvordan undgår man at ligne en dårlig drag med alt for forbavsede øjne og alt for store læber og alt for bratte overgange mellem hudfarve og foundation???
* Er at undgå at fryse på ægget - selv når man er inden døre. Trækker det ikke lidt - overalt?
* Er at finde ud af hvad folk kan hjælpe med når de gerne vil hjælpe... Er det for meget forlangt at de SELV finder på hvad der ville være godt? De kender mig jo! Hvis det begynder med C og slutter med Hokolade, så virker det! Eller begynder med D og slutter med Ameblade... Og faktisk er det bare en kæmpe hjælp når nogen blir glade for at jeg spør om de vil komme og drikke kaffe med mig - og bare sludre om løst og fast, som om jeg var helt normal og slet ikke syg...
* Er at acceptere at ens blodprøver ikke er i orden, så kemoen må udsættes to dage...
* Er at acceptere at man måske har liiiidt kemohjerne og nogen gange glemmer ting. Og nogen gange siger ting man allerede HAR sagt :-)

søndag den 16. september 2012

lørdag den 15. september 2012

EmBracelets #2

Bare lige et hurtigt lille PS: ja, jeg sælger da mine EmBracelets - de koster 40 kr. inkl. porto, og så giver jeg 20 kr. pr. stk. videre til Kræftens Bekæmpelse... Du kan smide mig en mail på lisbethvayland@gmail.com hvis du vil bestille og se på mulige knapper.

tirsdag den 11. september 2012

EmBracelet

Jeg har knyttet nogle superfine armbånd (beskedenhed er en dyd, siger man...) - som jeg kalder EmBracelets. De symboliserer min - og virkelig rystende mange andre kvinders - kamp mod brystkræft - så derfor er de naturligvis pink. De lukkes med forskellige knapper fra gemmekassen.
Navnet symboliserer dét som jeg mener er kernen i at stå denne her sygdom igennem: man er pinedød piske-nødsaget til at tage udfordringen til sig - rumme den i et kærligt, men også stærkt favntag. Og så betyder embrace jo også at blive holdt om - og dét skal jeg sige jer man har brug for! Hvad synes du om dem? Det ene sidder på mit håndled - det andet er i København hos min veninde Rikke...

Kemo is only a bitch if you are...

I så fald må jeg ha lidt et regnskab at betale af på...
Okay, sunny side up: jeg brækker mig i det mindste ikke. Men nu er det 8 dage siden jeg fik første skud, og min krop har ikke rigtig været sig selv siden. Jeg føler mig tømmermændsramt - uden at ha drukket en dråbe. Jeg har ligget i min seng det meste af weekenden - mens mine forældre var på besøg og vi fejrede fødselsdag for begge ungerne - æv! Er træt som et helt alderdomshjem... Kroppen kan lige slæbes rundt, men energi er der nærmest ingenting af... Er bleg, indfalden, runken og trist... Okay, tror bare jeg går og lægger mig igen, ing?

Men HEY, husk det nu: Hvis du skal være med i min kemo-kalot-konkurrence skal du se at få symaskinen/strikkepindene/hæklenålen i gear - for det er inden de 1/10 jeg skal have dit bidrag hvis du vil vinde en skøn Kähler Omaggio... Se mere HER

onsdag den 5. september 2012

Noget om taknemmelighed...

Jeg er så rørt over al den kærlighed, opbakning og hep jeg modtager i disse dage. Til jer der kommenterer på mine indlæg: jeg ville ønske jeg var skarp nok til at nå rundt til jer alle og siger personligt TAK - for det varmer mere end I måske aner at I lægger et lille tilråb, et godt råd, en tanke eller bøn. Men nu bliver det så bare et kæmpestort, kollektivt TAK for pokker da for JER!
En anden ting der har fyldt mig med taknemmelighed i dette forløb er den måde jeg er blevet mødt på af mine venner, min familie, mine kolleger, mit netværk i det hele taget... Beskeder fra veninder over SMS, et lille skriv på facebook, gaver og blomster, tilbud om hjælp, en kop kaffe når jeg har det halv-nederen - det er bare så rørende, selvom det jo ikke er uventet - for helt ærligt, så omgi´r jeg mig jo med nogen af de bedste mennesker i verden, og dem kan man kun forvente alt det bedste af! Her vil jeg slet ikke nævne min mand, som bare står klippefast ved siden af mig - det er lige præcis her at ordene om medgang og modgang gir allermest mening - og grunden til at jeg slet ikke vil nævne det er, at jeg ellers ikke kommer videre for bare hyl, tud og vræl!
Men så er der de uventede opmærksomheder: som at min søns klasselærer læser med her på bloggen og på den måde holder sig opdateret - så hun kan snakke med ham om min situation og hans følelser omkring den på sin egen indfølende facon (vinke-vinke, Lene :-))
Og den helt uventede oplevelse jeg havde, da jeg i onsdags i sidste uge tog mig sammen og kørte til Randers til et netværksmøde for brystopererede... Det handlede om parykker/tørklæder/hatte/makeup - og det er lige dét sted jeg har overskud til at tage fat lige nu.
Da jeg dukkede op på Randers Sundhedscenter var der sådan en liiiille smule tomt - faktisk var der kun frisøren, den frivillige koordinator (som selv var tidligere brystkræftpatient, men nu ude på den anden side), og en sygeplejerske fra Mammaklinikken i Randers, hvor den første del af mit behandlingsforløb jo er foregået... Nåja, og så var der MIG - som kom helt ny og nærmest frisk-opereret, med masser af hår&energi og stadig et laaaangt, ret ukendt forløb foran mig. Så jeg blev forkælet - fik lagt makeup, prøvede tørklæder, fik lejlighed til at snakke om mit forløb og høre fra én der selv har stået det hele igennem. Og da jeg spurgte frisøren om jeg så var nødt til at komme tilbage til Randers en anden dag hvis jeg gerne ville købe tørklæder hos hende, sagde hun: "Vi kører da bare lige ned i salonen når vi er færdige her - så kan du se hvad jeg ellers har og finde ud af hvad du vil ha´". Så jeg kom hjem, glad og rørt, med 4 MEGA-smukke hovedbeklædninger (I skal nok få billeder en dag ved lejlighed, men håret er der jo lissom endnu, ing?).
MHT kemoen - så har jeg godt nok været mat de sidste par dage. Mandag eftermiddag var jeg stadig på toppen, men om aftenen blev jeg slået helt omkuld af svimmelhed, kvalme og halsbrand (du kan ta graviditets-halsbrand, hvis du har været så uheldig at være ramt af dét, og gange med 10... eller mere måske...) Sov skidt-skidt-skidt - men siden den første nat og indtil nu er det mere bare sådan en generel mathed i hele kroppen - ikke ulig influenza. Så jeg føler mig heldig!
Her er jeg så - bon´et op på kemo - stadig med hår, men mon ikke næste gang bliver den skaldede version?

mandag den 3. september 2012

"Ska du ha en stänkare?"

Kl. 11 i dag skyder de det første kemo-shot ind i mine årer. Jeg har været klar længe - har gennem hele forløbet tænkt på i dag som det tidspunkt hvor det VIRKELIG går i gang!
Pyt med at de skærer mit bryst op... Pyt med at de skærer det op én gang til 14 dage senere - og lige laver et snit under armhulen osse, just to top it off... Men i dag rykker vi for alvor! Så kommer giften! NU kommer bivirkningerne! Det er fra nu af jeg kommer til at mærke hvad den her sygdom virkelig betyder!
Ja - måske... For hvad nu hvis jeg er en af de heldige der ikke blir hundesyg og brækker mig i stimer af kemoen? Hvad nu hvis jeg er så velforberedt, at mit hårtab ikke kommer som et chok, men mere som et "var det dét?" Hvad nu hvis jeg fortsat vil blive ved med at tænke at LIGE OM LIDT - så går det løs...
Det jeg mener er: måske er det her bare sådan jeg er? At jeg i tankerne har været så langt omkring ting, at når jeg står i dem er de ikke så voldsomme?
Jeg har altid været en "worst-case-scenario-kinda-ga´l"... Ku se spøgelser, druknedød og pest steder hvor ingen andre ku. Det med brystkræft havde jeg måske ikke lige set komme...
Men nu hvor det er sådan det er, står jeg egentlig sikkert på mine ben midt i det. Måske fordi jeg inderst inde tænker: "Jeg VIDSTE det - der ville komme noget rigtig-rigtig lort på et eller andet tidspunkt - HVA SAGDE JEG!?!"
Så på en eller anden måde er jeg bare klar... så må vi se hvor slemt det dér worst case scenario egentlig er...