onsdag den 30. november 2011

Onsdag i fred og ro...

Aaaaaahhhhh... Familien er ude af døren...
Den lille nye mis sidder lige ved siden af computeren og ser ud som om hun hvert øjeblik kan finde på at kaste sig over mine fingre, som åbenbart bevæger sig i museagtige ryk over tastaturet (Ja forresten - vi kom til at købe en ny kat i forgårs... den gamle har været løbet væk i 1½ måneds tid nu, og et hjem uden en kat er som... nåja, et hjem uden en kat! I, der er katte-elskere, véd hvad jeg mener!!!)
Onsdag er min "fridag" efter to dage tilbage på jobbet. Stressen er i bero. Dejligt! Jeg er mig selv igen - ikke helt som i gamle dage, men måske på en bedre måde. Jeg har mere ro på. Mærker hvornår jeg skal sige nej, eller sidde over eller være lyttende-deltagende frem for knokle-mig-selv-i-hegnet-deltagende. Mine kolleger lader til godt at kunne holde den nye mig ud - eller måske bærer de bare over med mig fordi jeg er hende den syge :0)
Jeg véd nu, at jeg hele tiden skal mærke efter om jeg har overskuddet og energien til de "kan"-opgaver jeg har en tendens til at rage til mig - eller om det vil tage energien fra "skal"-opgaverne. Det er en faldgrube, som jeg tror jeg kommer til at stå på kanten af resten af mit arbejdsliv. Fordi det er udtryk for mit indre mønstre: JEG skal være perfekt. JEG skal være god til alt. JEG skal gøre alt 100%. JEG skal gøre mig fortjent til ros, omsorg, positiv feedback og kærlighed.
Dét er det ondeste hamsterhjul man som menneske kan være i - selvforskyldt eller ej.
Jeg har fået hjælp mange steder fra - og har suget til mig af andres erfaringer og livsklogskaber. Og jeg er blevet bedre til at gøre det jeg er bedst til: at være mig!

P.S.: Katten er en hun. Hun hedder Candace (selvom hun var døbt Sussi der hvor vi købte hende...). Hvorfor? Altså, vores venner har en kat der hedder Ferb... Og hende her er rødhåret - så hun måtte jo være Candace... Jer, der har børn i Disney-sjov alderen véd hvad jeg taler om. I øvrigt lyder det jo som Kandis - og hun har da også farver som en dejlig, ravgylden klump kandis... Hun er allerede efter 1½ døgn fuldt integreret i familien (=hun sover oven på HandyMandens dyne, render efter Kaya og Mikkel når de stormer rundt i stuerne, mjaver hjerteskærende når de går ud af døren og vil helst sidde på spisebordet når vi andre spiser... Nej, det sidste får hun selvfølgelig ikke lov til!!!)

P.P.S.: Helt arbejdsfri er jeg dog ikke i dag. Jeg skal gi standpunktskarakterer til en elev jeg ikke har set i 7 uger... så der skal lige rettes et par stile og tænkes tilbage på hvordan han ligger rent mundtligt...

P.P.P.S.: men der blir osse tid til løbetur i det smukke vejr, Boston Legal-dobbeltafsnit - og spaghetti-gudstjeneste med ungerne i aften. Fik jeg sagt Aaaaahhhh???

tirsdag den 29. november 2011

2. advents give-away...

Nå, men jeg tænker at I lige skal ha LIDT længere tid til at tilmelde jer denne 2. advents-giveaway i Hurlumhejhuset. Præmien er et par forsølvede creoler som disse m. læderstjerner på - i farve efter mit valg.

Jeg trækker vinderen på mandag kl. 20.
Reglerne er som altid:
1 lod for kommentar
2 lodder for kommentar+fast læser
3 lodder for kommentar+fast læser+link m. billedet her på din egen blog.

mandag den 28. november 2011

Random.org har talt!

Og den sagde lod nummer 10 ud af de 62 der blev samlet sammen - tak for jeres deltagelse, søde damer - næste advents give-away er i støbeskeen, og indtil da kan denne søde blogger glæde sig til sine Ninja Stars. Stina, vil du maile mig din adresse på lisbetha@yahoo.com? Go mandag aften fra Lisbeth

Muddermave...

Det hedder det herhjemme, når vi er spændte på noget - og lidt nervøse for hvordan det kommer til at spænde af. Manden har det f.eks. hver gang han skal ud og spille kamp for sit serie 5 hold...
I dag har jeg muddermave over at skulle tilbage på arbejde... Ikke fordi det ikke blir godt - for DET gør det! Ikke fordi jeg er rigtig bange for om jeg magter det eller ej - for min leder er med på at vi starter stille op, og ikke tager chancer med mit hoved.
Så hvorfor? Jeg ved det ærlig talt ikke helt... måske fordi jeg for første gang i 6 uger ikke har muligheden for at løbe hjem på sofaen og gemme mig for verden, hvis det hele bliver for uoverskueligt... ja, jeg tror sgu det er dét!
Rigtig go mandag - og glem ikke min giveaway som trækkes i aften kl. 20.00. Du finder den lige her

søndag den 27. november 2011

Advents-giveaway a la Kolorista

I morgen, mandag, kl. 20.00 trækker jeg vinderen af en lille hurtig give-away!
Du kan vinde: en pose med 5 af disse smukke Ninja Stars i forskellige størrelser.
Du tjener lodder efter samme, gamle princip:

1 lod for kommantar
2 lodder for kommentar+fast læser
3 lodder for kommentar+fastlæser+link m. billedet her på din egen blog.

Ha´ en dejlig første søndag i advent!

Jeg har en "segment"fejl, åbenbart!

I går var jeg til julemarked - på det smukke, smukke Vitskøl Kloster, sammen med min dejlige ekskollega og veninde, Eva. Vi har begge nørklet igennem - i vores selvbestaltede Strikkeklub (ikke fordi vi kan mødes og strikke og sludre så tit som vi gerne vil - men det bliver da heldigvis alligevel til nogle gange i årets løb, på trods af en afstand på ca. 120 km mellem Grenaa og Farsø)- og derhjemme alene. Ja, i ved jo hvorfor jeg har haft tid til nørkleriet de seneste uger!
Nå, men vi fik lavet en rigtig fin stand, syns vi selv - med Evas fantastiske huer og alt mit tingeltangel. Se selv:
Masser af Lisbeth-tingeltangel!
Og til ganske rimelige priser!
(Se lige hvor flotte ting Eva laver!)
Men hvordan gik det så med salget, spørger du nok? Altså... jeg havde tænkt at det ville være rigtig dejligt at få materialeprisen ind (havde tænkt det var omkring 1000,-)
JEG SOLGTE FOR 20 SNOLDEDE DANSKE KRONER! Og selvfølgelig skal man ikke være utaknemmelig - jeg er måske bare lidt ærgerlig... og skuffet... og irriteret over alt det store arbejde...
MEN: Det værste er næsten, at Eva og jeg lisså godt ku ha brugt dagen på at "strikke hendes havebænk" (næste store projekt i Strikkeklubben, nemlig!) og sludre og drikke rødvin og kaffe... Det gør vi så bare næste gang.
Mit ringe salg kan dog blive til fordel for dig: senere i dag sætter jeg en lille advents-give-away i scene - og de følgende 3 adventssøndage vil der også være fine Kolorista-gaver på højkant. En del kommer nok osse i blog-biksen, så hold øjnene åbne efter små fine hjemmegjorte julegaver.
Og det dér med "segment"-fejlen? Jeg tror simpelthen, at det store, meget købestærke publikum der rent faktisk VAR til stede på julemarkedet, gik efter noget andet og "pænere" end det farve-orgie jeg dyrker. Næste år prøver jeg kræfter et andet sted, tror jeg.

fredag den 25. november 2011

Undskyld -

- jeg har lige rodet lidt v. bloggen - alt er endnu ikke helt pænt og snorlige i layoutet. Men det var da et forsøg værd!

torsdag den 24. november 2011

Dagens øre-til-øre-smil...

Hørt på gågaden i Aarhus i dag:
"Hey, sikke en flot cykel!"
"TAK - jeg har selv strikket den!"

Jeg elsker Street Art!

onsdag den 23. november 2011

Ninja Stars

Knap var Boligliv kommet ind af døren i går - før jeg røg lige i papirlageret. Havde heldigvis noget tyndt, Origami-agtigt papir (købt i Tiger for laaang tid siden til ca. ingen penge) - og instruktionen var let at finde på Youtube. Prøv selv - det er sjovt - og ikke helt så kompliceret som det ved første øjekast ser ud. De her, og et par håndfulde mere, skal selvfølgelig med på marked på lørdag!

Det dér m. løb...

Nå. For 1½ år siden skrev jeg sådan her om løb. På det tidspunkt var jeg jo ved at puppe mig om fra fedladen kålorm til letbenet sommerfugl. Men det gik da gu-ske-lov i sig selv... Som mine tidligere forsøg m. at blive løber osse har gjort... For egentlig syns jeg ikke det er rigtig rart at løbe. Nærmest væmmeligt. I hvert fald i den meget lange opstartsfase... som jeg aldrig rigtig når ud over...
Men nu har jeg kastet mig ud i det igen. De seneste to uger har jeg løbet ca. hver anden dag. Bare små 3 km. Men det føles jo herligt, egentlig!
Det har helt klart været en overlevelsesstrategi. Stress kan ikke mærkes, når man har så travlt med at prøve at holde gang i vejrtrækningen og samtidig ikke falde om i vejkanten til eventuelle forbifarende bilisters store moro... Hjernen fungerer SÅ meget bedre, når den lige er blevet løbet igennem m. en runde frisk luft... Og så kan man messe mens man tramper afsted: "Yes, jeg løber, yes, jeg løber".
Det virker. Man blir gladere. Roligere. Mere fortrøstningsfuld.
Men også mere ambitiøs på egne vegne. Mon man kan træne sig op fra det rene og skære ingenting - til en 10 km om 8 måneder? Kom jeg lige til henkastet at tænke i går... Og tør jeg virkelig tænke tanken højt? Det ku jo være nogen - f.eks. mig selv - huskede det og hang mig op på det - om 8 måneder oder so...

tirsdag den 22. november 2011

Krea-gnist

Min krea-gnist er blevet tændt mens jeg har været sygemeldt. Den brænder lystigt, og på lørdag tager jeg på marked med en dejlig veninde & eks-kollega - og prøver at sælge ud af alle produkterne. Jeg kan mærke et sting af dårlig samvittighed når jeg skriver det - for hvordan kan man være sygemeldt fra sit job - og så sidde derhjemme og stor-producere til et julemarked? Svaret er, at det startede som nødvendig rekreation - og er det fortsat. Mit hoved har ikke kunnet klare nogetsomhelst i en 6-ugers tid nu - så hænderne har været det eneste flittige på mig. Nu begynder hjernen så småt at fungere igen - og det føles befriende! Der er dog stadig nogle ting som ikke rigtig fungerer - og jeg kan godt bekymre mig for om de kommer til det igen. F.eks. pakkede jeg i går begge børnenes madkasser - men kun i Kayas taske. Opdagede det heldigvis INDEN Mikkel kom afsted uden mad! I morges skulle jeg låse bilen op - og var pludselig fuldstændig blank på hvad vej nøglen skulle drejes. Drejede lige tre gange den forkerte vej, inden jeg fik hjernen sporet ind på det rigtige. Jeg staver stadig som en dyslektisk hest når jeg skal SMS´e og skrive på computer. Må rette igennem flere gange, og kan stadig ikke være helt sikker på at min hjerne får det hele med. Glemmer stadig hvor jeg lægger ting - og véd nu, at vejen til at u-glemme det handler om massiv opmærksomhed NÅR jeg lægger tingene et sted. Men har optur over at jeg kan overskue mere og mere - særligt socialt - uden at gå helt ned og få mega-hovedpiner. I morgen regner jeg med at prøve kræfter med et evalueringsmøde på mit arbejde - og se hvad hovedet kan kapere.
Nå - men her er lidt af det mine hænder sysler med at gøre færdigt i dag:
Bl.a. flettede armbånd i læder...
Gavemærker af et gammelt memory-spil - totalt trip down memory lane for mig der er 70´er-barn...
Øreringe med læderstjerner. Virkeligt lækre, når jeg selv skal sige det!
ArtCards med Zentangle-touch...

torsdag den 17. november 2011

Back on track...

Jeg har lige holdt blog-fri en uges tid - ikke fri fra at læse med hos jer, men fra selv at skrive. Havde lige brug for, efter mit seneste indlæg, at sunde mig og mærke efter hvordan jeg egentlig har det. Tak for jeres lærerige og hjælpsomme kommentarer - de er taget ind og arbejder i mig...
Status: jeg har været meget bekymret for mig selv indtil for nylig. Jeg syntes ikke det gik fremad m. stressen - snarere tværtimod. Jeg kom ikke rigtig ud af stedet - og havde meget svært ved at se den dér berømte silver lining, som enhver sky angiveligt skulle have... Og jeg blev rystet efter min lægesamtale - og skræmt over at skulle forholde mig til at det muligvis ikke "bare" var stress, men evt. depression...
Men noget vendte i løbet af weekenden. Manden, ungerne og jeg var i vandland v. Silkeborg. Det var fantastisk (bortset fra den dér tiny insignificant detail med at man så skal se sig selv halv-og-hel-nøgen i div. mindre flatterende spejlflader). Jeg stoppede flere gange op i løbet af weekenden og opdagede, at jeg ikke stressede over noget. Jeg nød! Og det var en øjenåbner uden lige - og en lettelse. Jeg kunne sagtens overskue børn der plagede om en tur mere i badeland (eller når ret skal være ret: bare spurgte HVORNÅR de kunne komme i badeland igen - nærmest sekundet efter vi var kommet ud derfra). Jeg oplevede naturlig træthed, i stedet for den totale lammelse-uden-påviselig-årsag min krop har været i i ugevis. Det var SÅ rart - og gav mere overskud. Jeg var ude at løbe - 2 GANGE, endda - for første gang i meeeeeeget lang tid, skal lige nævnes. (Og det føltes faktisk ikke så grundvæmmeligt som de første (læs: de fleste) ture plejer at gøre. Men rart. Og overskudsstimulerende).
Den stemning har jeg taget med mig ind i denne uge. Jeg er fortrøstningsfuld nu. Jeg er ikke helt rask. Men det hjælper. I mandags kunne jeg f.eks. overskue at drikke en kop kaffe på jobbet m. mine kolleger - OG hilse på div. elever der spurgte til hvordan det gik - OG ha helbredssamtale med min leder i 1½ time (så var jeg osse helt færdig og havde flimmer for øjnene og trang til frisk luft - men bare det at jeg KUNNE var herligt nyt). I går kunne jeg overskue at datteren pludselig blev syg i børnehaven og måtte hjem og underholdes af mor - uden at gå i bro over at mine planer (=drikke kaffe m. naboen, strikke på sofaen og se Boston Legal) pludselig måtte lægges om.
For at toppe godt med endnu bedre har min fagforening stillet psykolog-hjælp til rådighed, og jeg ser frem til første samtale ud af 5 om en uge. Så der er mange små skridt i den rigtige retning...
P.S. Og for at det ikke skal være løgn, har jeg vundet en give-away - en lykkecoaching hos denne dame. Er det lige et lykketræf eller hva´?!?

onsdag den 9. november 2011

Så blev jeg sgu gal i skralden!!!

Jeg var ved min læge i går. Opfølgende samtale - sådan for at se om jeg havde fået det bedre i løbet af de 14 dage jeg har været sygemeldt. Det syns jeg jo ikke jeg havde - så jeg tudede lidt i bilen på vej derud... Og stress-svedte over at skulle køre Svigermors nye skude af en stationcar... Og tænkte at bare nu lægen ikke sagde jeg havde det fint og at det bare var noget pjat og at jeg bare skulle se at tage mig sammen og komme op på hesten igen...
Det sagde lægen ikke. Hun kiggede på mig, og hørte på hvad jeg fortalte om ikke rigtig at kunne overskue ting (handle i Netto f.eks.) - og så sagde hun: "Det lyder som om du har udviklet en depression. Jeg vil gerne se dig igen om 14 dage, hvor jeg så vil lave en test på dig - og så skal vi tage stilling til om du skal have medicin".
SLAM! Jeg følte det som om jeg fik én lige på trynen! Efterfulgt af en kindhest og nænsomt afrundet m. en lille ørefigen...
Så høl jeg lidt mere - og kørte hjem mens jeg tudede i bilen - og stillede rystende bilen hos svigermor - og flæbede så resten af vejen hjem på cykel.
Og så ku jeg godt mærke at der var noget galt - noget der bare ikke føltes rigtigt. Hvordan kom konklusionen depression så hurtigt i spil? Hvad var det jeg sagde som ikke længere fik stress-alarmlampen til at lyse, men nu depressions-lampen? For lige at blive lidt mere klar på mine symptomer googlede jeg lidt rundt. Og læste om depressionssignaler og stresssymptomer. Og lykkepiller...
Og stødte så lige pludselig på en artikel, der problematiserede de tests praktiserende læger bruger til at diagnosticere depressioner. Det jeg fik ud af den gjorde mig SÅ gal. Én ting er, at testene er utroværdige og mangelfulde og fører til medicinering af mennesker som måske slet ikke HAR en klinisk depression... Men det der virkelig fik mig op af stolen var følgende: "En anden test, Hamilton-testen, der bruges til alle andre patienter (end ældre), er slet ikke beregnet til at stille diagnosen depression. Alligevel får læger penge af Sygesikringen, hver gang de bruger testen på patienter."
Nu skal jeg jo ikke kunne sige, om det er den test min læge har tænkt sig at lave på mig. Men at hun - HVIS det er den hun bruger - ligefrem får penge for det, gør mig ærlig talt NOGET loren - og får mig yderligere til at tænke: "var hun ikke liiiiiidt hurtig med at sige depression? Var det bare for at hun så kunne hive mig ind til en dobbelttid om 2 uger - og lave en velbetalt test - og så udskrive psykofarmika? Og så var der fred for mig og ikke flere forventninger om henvisning til dyr psykolog-hjælp?"
Bevares: jeg synes IKKE jeg har det godt. Jeg er enig med hende i, at jeg ikke lige nu kan arbejde. Jeg synes også det er dybt problematisk at have svært ved at overskue de mest basale dagligdagsting. MEN: jeg mener altså selv jeg "bare" er i en livskrise, stressbetinget, som der skal tages behandlingsmæssigt hånd om - men sgu da samtale-terapeutisk og/eller coachingmæssigt, IKKE medicinsk.
Nu bagefter tror jeg det var godt jeg blev så gal. Det hev mig lidt op af dyndet - jeg fik skrevet en mail til min leder - og til min TR - og i dag skal jeg kontakte min fagforening og høre om de kan hjælpe. Men min ellers stærke tillid til det etablerede lægevæsen led altså lidt et knæk i går!
P.S.: Tak til alle jer modige, skønne damer som har skrevet til mig de seneste dage. Jeres kommentarer har hjulpet mig meget - gjort mig klogere og stærkere - og viser mig, at jeg ikke er alene og at jeg ikke (kun) er et hypokondrisk skravl. Jeg er jer dybt taknemmelig!

mandag den 7. november 2011

"Lisbeth kalder Hjerne - kom ind, Hjerne! - er du der, Hjerne?"

Nu har jeg været sygemeldt 2 uger. Med stress. Sådan for alvor. For der var jo også lige en uge inden efterårsferien, hvor jeg ikke rigtig var rask, men lå lidt på hospitalet og så´en... Og så var der en efterårsferie, med alle mulige gæster som det var dejligt at se. Men også en hjerne der ikke ku tåle ret meget. Fingre der strikkede hele tiden - som i h-e-l-e t-i-d-e-n for at hjernen ikke sku begynde at tænke. Og det virkede. Lige indtil hjernen skulle begynde at tænke på arbejde igen. Det kunne den ikke. Slet, slet ikke. Og det kan den faktisk overhovedet ikke endnu. Og så blev det altså officielt, og med lægeligt stempel, til stress.
Stresssssss... Jeg prøver at finde ud af om ordet passer på mig og på hvordan jeg har det. Det passer fuldstændig - men er så nuanceret at jeg aldrig havde troet noget lignende ku ske for mig. Adr, si´r jeg bare.
For jeg troede jo, at når lægen sagde "sygemeldt i 4 uger", så begyndte det at gå opad og i den rigtige retning, og fremad og alt det dér. Men nu har det i to uger nærmest bare gået nedad og i ring og i stå og i stampe. Som om jeg hele tiden lige ku komme lidt længere ud. Lidt længere ned at ligge. Blive lidt mere ked af det og frustreret og uarbejdsdygtig. Som om hjernen kunne gå endnu mere i stå, glemme endnu flere ting, arbejde endnu langsommere og dårligere. Nu ved jeg (en flig af) hvordan det må være at have hukommelsessvigt eller en lille hjerneskade. Og det er faneme ikke rart!
Jeg har også fået en helt anden forståelse for folk der lider af angst, efter selv at have haft en lille-bitte-mikro-flig af et angstanfald en dag i Netto. Veludstyret med indkøbsseddel og lige-ud-af-landevejen-plan for hvad jeg skulle have - penge nok med og det hele...Ikke særlig angstprovokerende, vel? Men jeg gik rundt om mig selv og mistede overblikket mere og mere. Til sidst manglede jeg bare to ting - toiletpapir og noget andet nemt - og det føltes som om jeg ALDRIG skulle komme ud derfra. Hvordan skulle jeg komme HELT over i hjørnet til toiletpapiret? Hvordan skulle jeg få ALLE varerne op på båndet - få sagt pænt hej til den unge fyr i kassen - få betalt - få pakket sammen - få mig selv og varerne i bilen - og få os i en fart hjem i sikkerhed??? Jeg har aldrig før oplevet at SÅDAN en lille ting ku blive SÅ uoverskuelig - og det var SÅ skræmmende!
Og det var bare en lille ting der koksede, men sådan er der dagligt ting der giver rysten på hænderne, totalt, akut tab af overblik, indre uro og gåen-rundt-om-mig-selv-som-en-høne-uden-hoved-adfærd. Jeg kan ikke stave når jeg skriver på computer, taster hele tiden forkert når jeg SMS´er, glemmer pin-koden til dankortet og meget, meget mere. Derfor kan de mindste brud på rutiner eller ting jeg skal tage stilling til eller sms´er jeg skal svare på eller lignende slå mig ud. Også alt for lange samtaler er svære - for jeg kan selv mærke at jeg kobler fra og ikke hører efter - fordi hjernen ikke kan rumme mere. Så selvom jeg trænger til selskab og til at være ude blandt mennesker og til at snakke med nogen - så er jeg faktisk ikke rigtig i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale i særlig lang tid - eller for den sags skyld huske bagefter hvad vi har snakket om. Jeg sanser i stedet for at tænke - så dufte, stemninger, lys og lyde sidder fast - bare ikke ret meget andet. Gad vide om andre kan mærke det på mig og syns jeg er underlig? Det tror jeg - men de ved jo hvorfor!
Og nu er der så lige det dér med tidshorisonten - for om 2 uger sku jeg sådan set være klar til at arbejde igen. Det betyder, at jeg skal til at være i bedring rigtig meget snart, ik?!

*Billedet er fundet på Ikkepedia - efter google-søgning på tomhjerne... Naturligvis! Sig til hvis det er dit, og jeg skal fjerne det...

tirsdag den 1. november 2011

(Måske) sidste hue i denne omgang...

Ikke fordi jeg er færdig med at vise den lange række af huer frem - men mere fordi jeg tænker at I måske snart er lidt trætte af alle disse huer?!?
Denne lykkedes det mig ikke at fange et ordentligt billede af, inden den røg ud af døren på hovedet af Kusine Emma på 8 år. Så her kommer de to mindst ringe - det ene på hovedet af ejeren (HVORFOR fucker mit kamera nogengange når det skal stille skarpt - jeg FATTER det ikke!!!) og det andet uflatterende henkastet på spisebordet. Du kan sikkert ikke se det - men det er NEON-orange/pink der er brugt som kontrast. FED effekt - er helt vild med dén, og de to øvrige som efterfølgende fik neon-detaljer...