torsdag den 28. april 2011

Jeg er kommet til at købe et hus...

... altså bare et lille et. Med en lillebitte have hvor man ikke skal andet end at slå græs. Ama´r halshug!!! Og det var så pænt og gult og lavloftet, så jeg ku ikke stå for det. Og der er en blå slagbænk og prikkede kopper og et stribet kludetæppe og to kære gasblus og et gammelt malet skab og en lille tallerkenrække og... Tarveligt, når nu ENHVER ved at jeg ikke ville ku ta ud og kigge på sådan en slagbænk - hov, jeg mener selvfølgelig sådan et HUS - uden at købe den/det. UNDSKYLD! Men det var bare så fint... og billigt... Skal nok love stadig at støvsuge hjemme i mit store hus... engang imellem!

onsdag den 27. april 2011

Hæ Hæ Hæ!

Via Dorthe har jeg fundet denne fantastiske hjemmeside:http://www.keepcalm-o-matic.co.uk/. Her ku jeg lege længe. Desværre havde nogen allerede fundet på Verdens Bedste udgave af den gamle war-time poster. Her er min udgave:
Og her er den som alle Harry Potter med-fans sikkert er enige med mig i er HELT genial:

* Billedet er lånt på ovennævnte hjemmeside - hvis det er dit billede og du gerne vil ha jeg fjerner det, gør jeg naturligvis det

tirsdag den 26. april 2011

Så går prøveperioden i gang - hurra!

Jeg ELSKER mit job i denne tid. Er vild med den periode, hvor eleverne trækker temaer, skriver opgaver og stresser helt vildt ;-) Mens jeg kan glæde mig til "bare" at skulle være eksamensvagt, eksaminator og censor. Selvfølgelig er det osse forbundet med hårdt arbejde, retning af prøver, læsning af opgaver etc. - men det giver osse luft til at sidde i haven, stå lidt senere op - og nyde lange dage med kaffe, stileretning og ingen mødepligt!

tirsdag den 19. april 2011

Det 13. stjernetegn???

Fornylig hørte jeg - via mine veloplyste elever - at der nu angiveligt er tilkommet et 13. stjernetegn, kaldet Slangeholderen...
I dag har jeg - via mine veloplyste børn - fået et andet bud på det 13. stjernetegn:
Vi sidder i bilen - Mikkel på 8, Kaya på 4 ("et halvt!!!") og mor her. Og snakker hyggeligt om geometri, geografi, astronomi, etnografi o.lign. svære ord og hvad de betyder (man må jo benytte enhver lejlighed til at proppe lidt viden ind i hovederne på dem, tænker jeg).
Så kommer vi til at snakke om astrologi, og dét ved Mikkel godt hvad er. "Det er hvad tegn man er født i, og jeg er Jomfru, mor, og kusine Emma er Løve."
Mig: "Ja, og jeg er Fisk - og Kaya er også Jomfru, lissom dig."
Kaya fra bagsædet: "JEG er Prinsesse!!!"

søndag den 17. april 2011

Skal du til Berlin inden længe???

Så skal du da...
... Købe Momondos Berlin-guide. Netto har den af og til og den er billig (jeg har givet ca. 60 kr. for min). Den er skrevet af Sissel-Jo Gazan (som jeg har elsket siden hun lavede filosofisk TV m. præster der fortalte om bl.a. kærlighed), og hun kender byen som sin egen bukselomme.
...Stjæle små sukker-pakker hvor du kan komme afsted med det og starte din egen sukker-samling. Lige nu har jeg både Starbucks og Dunkin´ Donut i min - ska vi byt´?
... Besøge undergrunds-galleriet Tacheles ved U-bahnstationen Oranienburger Tor (bare gå om hjørnet til Oranienburger Strasse, så kan du ikke undgå at finde det!). De lukker snart ned, da huset er solgt og planlægges nedrevet, så der kan komme nye fancy lejligheder/kontorer/butikker på en af byens fede adresser. Men kan Berlin virkelig undvære et stykke mini-christiania der lugter af pis og rummer noget af det fedeste kunst jeg længe har set?
... Gå i genbrugsbiksen Colours Kleidermarkt i Kreuzberg. Den ligger i baggården til Bergmanns Strasse 102 - godt gemt af vejen, men værd at lede efter. Kæmpe samling genbrugs-guld - jeg købte en lækker, blød læderjakke med tilpas med patina - for godt 5 Euro!!! Betjeningen er übercool og mega-gay (eller i hvert fald dele af betjeningen...)
... Købe papirs-flap-ud-farvet-stjerne-lamper-a-la-Bungalow - bare meget billigere - i Gut und Schön på Prenzlauer Allee. Jeg købte den skønneste turkis og orange udgave for under 8 Euro - og herhjemme koster de da op mod 150 kr.
... Gå forbi plastik-lorte-butikken O.K. på Alte Schönhauser Allee... FANTASTISK butik, hvor det meste koster ingen penge. Er du til pink plastik-sparebøsse-Buddha? Yoga-plakater indian style? Tasker og penalhuse af voksdug? Så er O.K. lige stedet. Jeg købte et skønt penalhus med havenisser, bambier og paddehatte på - billede får I lige en anden dag.
... Spise frokost hos DaDa Falaffel lige overfor Tacheles-galleriet. SUPER pitabrøds-sandwich som man køber i den temmeligt overrendte (kvalitetsbevis!!!) take-awaybiks til venstre - og så spadserer man ind i den lækkert indrettede café-afdeling til højre og spiser maden.
Hollaop, hvor har jeg egentlig mange gode Berlin-tips - måske sku man udgi en insiders guide ;-)???

lørdag den 16. april 2011

Hjemme igen fra Berlin

Uuuuh, jeg elsker stadig Berlin! Og selvom man har ansvaret for 23 unge mennesker omkring de 16, kan man sagtens nå at få tid til at fodre sin egen kærlighed til byen lidt.
I år var det ikke ligeså livs-omvæltende at komme afsted, som det var sidste år ved denne tid. At være i Berlin for første gang tog jo pusten fra mig og slog benene væk under mig og jeg endte i en personlig krise bagefter - for hvordan ku jeg bosætte mig i sådan en lille flække som Grenå, når verdens fedeste storby lå lige dernede sydpå og ventede på MIG? "You can take the girl out of the big city, but you can never take the big city out of the girl" - sådan havde jeg det KLART dengang.
I år var det ikke så slemt et kulturchok - og da jeg kom hjem i går nød jeg faktisk Grenå: gyllelugten der lægger sig om alle sanser, den helt særlige morgentåge der hviler over en stille lilleby - og ikke mindst nød jeg at komme hjem til mand og børn.
Så turen i år har på alle måder været rarere. Ikke fordi jeg ikke stor-nød det sidste år, det var bare så trist at komme hjem. I år var Berlin ikke lisså overvældende: den føltes hjemlig, som om jeg kendte den allerede og ikke var et smut i udlandet, men et smut hjemme i "min" by. Ikke på en sørgelig, trist længselsfuld måde, men lidt som det føles når man vender hjem til sin fødeby - de kendte områder, minder etc.
Og selvfølgelig fandt jeg nye dejlige steder, som jeg skal tilbage til næste gang. Bl.a. en fantastisk lakridsbutik, Kadò i Kreuzberg. Den ligger i GraefeStrasse 20, og det er sådan en butik hvor man går ind og ber om for en krone af det og for en krone af det - og ALT er lakrids. Den virkede lidt som en stambar: mens jeg stod dér som turist og snusede ind og nød duftene, samlingen af charmerende lakridsdåser i vinduet og samtidig prøvede at forstå alle de tyske ord for salmiak-lakrids og så videre, kom der en masse hit-and-run lakridselskende berlinere ind og bestilte, betalte og smuttede igen. En gut havde sågar sin IPhone fremme - der var helt klart en af vennerne der lige havde sendt en bestilling på SMS. Sådan noget elsker jeg! Tænk om man ku ha sådan en biks i Danmark!
Det imponerer mig hver gang i Berlin hvordan indbyggerne kan lave en have hvor som helst! Se lige dette billede - osse fra Kreuzberg. Selvom der er en erklæret byplanmæssig politik i at holde byen grøn, så hjælper befolkningen altså også på deres helt egen måde. Jeg er vild med det! Ku du se sådan en stump oase eksistere uden hærværk i København eller Århus? Jeg kan ikke rigtig...
P.S. Ja, tårnet i haven er lavet af bøger ;-)

lørdag den 9. april 2011

Må kvinder EGENTLIG blande sig i politik?

Jeg har læst med her hos Julia. Et blogindlæg der tager udgangspunkt i en ny valgplakat fra DF. Ikke noget i sig selv særlig farligt blog-indlæg. I hvert fald ikke i mine øjne - jeg havde osse selv set de ømme valgplakater med en storsmilende Pia K., der vil lukke den danske grænse, og nok i mit stille sind håbet det bare var en lille aprilsnar. Men kommentarerne! I guder! Læs dem og døm selv... De første er støtte-tilkendegivelser - mange er enige med Julia, har selv set plakaterne, syns osse debatten blir mer og mer afsporet... og derefter skal jeg da lige love for at det er netop dét den blir! Nu kommer nemlig DF-støtterne frem. Ikke fordi de ikke må det - det SKAL de da nærmest, det er jo en politisk debat; her skal holdningerne da gerne brydes lidt. Men tonen!!! Retorikken!!! Nu bliver Julia, og dem der som hende (og mig) tænker "For meget!" om den slags valgplakater, kaldt alt fra "hattedamer", over "8-12-årige overbeskyttede middelklassepiger" til "typiske kvinder, styret af fordomme og følelser".
Og så var det jeg kom til at tænke: Skal vi virkelig finde os i det? Efter at have haft stemmeret i små 100 år - skal vi kvinder så virkelig finde os i at blive retorisk reduceret til fornuftsforladte småpiger eller lign. når vi ytrer os politisk? Jeg syns det er skammeligt - og i øvrigt sexistisk. Sidst jeg tjekkede mine grundlæggende rettigheder var chauvinisme altså ikke comme il faut! Jeg bliver simpelthen så sprutarrig, at jeg er lige ved at gå bagover af det -
Hov...
Ups... nu kom jeg til at argumentere med følelserne igen! Bare glem det, drenge - når jeg ikke engang kan holde fornuftigt fokus længe nok til at lave et blogindlæg af moderat længde, så behøver I altså ikke ta mig alvorligt...

fredag den 8. april 2011

Træt som et helt alderdomshjem...

Sig mig, er det bare mig der:
* efter den her vinter er lige ved at gå bagover af træthed?
* ku sove 10 timer i døgnet og stadig ligne en hængt kat med bleggrå poser str. kaffefilter 4 under øjnene?
* ku spise mørk chokolade - og dét der er endnu mere syndigt - 24/7 bare for at holde blodsukkeret oppe på "level lige netop stående"??? (Hvis chokoladefondue ku fås som drop var jeg klar til intravenøst indtag!)
* jævnligt syns det er en LISE for sjælen når børnene blir puttet, fordi jeg så selv kan synke hen i dvale på et eller andet vertikalt møbel?
* er mere dej-agtigt hvid end nogensinde før, fordi mine ben + resten af kroppen har været lukket inde i tykke, mørke gevandter en hel vinter (hvad der jo svarer til ungefär 6 måneder i det her land)? Hele Burka-debatten virker dybt teoretisk på mig - vi er da nogen der nærmest ikke går i andet halvdelen af året!
MEN: nu vil jeg ha vår - og jeg agter at KRÆVE at Berlin byder på noget solstrejf når jeg kommer på søndag. Jeg pakker i hvert fald i rent overmod et par sandaler og et par solbriller. Og måske går jeg omkring mit solcenter i morgen - bare for lige at brække den hvide lidt inden jeg smider tøjet!

mandag den 4. april 2011

Nescafé-latte, plettet dreng og Pokkers Håndtaske

Så er anden runde skoldkopper nået her hjem - for 14 dage siden lå Kaya i en uge med røde blærer over hele kroppen - og nu er det Mikkels tur. Han ligger på sofaen med chokolade-madder, Pocahontas på DVD´en og mor indenfor rækkevidde... Hvem siger det er så surt at være syg? Jeg får arbejdet lidt og læst lidt og måske også nørklet lidt - mens vaskemaskinen kører på fulde drøn. Der skal vaskes i bund inden jeg skal afsted til Berlin på søndag. Håber jeg får lejlighed til at besøge dette perlemekka i Prentzlauerberg igen...